I Onsdags puttede jeg manden i bilen og kørte deruda' i det ganske danske land, og turen gik til Horsens, nærmere betegnet Industrimuseet, som jeg helt tilfældigt hørte om, og undrer mig meget over, at jeg ikke har kendt til før. Kære industrimuseum, i skal promovere jer lidt bedre!
På industrimuseet er der, udover en masse gamle, flotte maskiner fra dengang Danmark blev industrialiseret, også danske arbejderboliger fra forskellige årtier. Herover ses køkkenet i 1950'er lejligheden, som jeg faldt helt i svime over. Altså, det var ingen overraskelse, jeg har ønsket mig sådan et køkken i flere år, men tænk at det var lige foran næsen på mig!
1920'er køkkenet var også totalt skønt. Simpelt, måske endda primitivt, men skønt.
Se bare! Den blå tante føler sig ret meget hjemme her.
Jeg var især imponeret over ovne og komfurer i alle lejligheder. Tænk, at det stadig findes!
Dagligstuen (stadig 1920) var også fin. Selv "jeg-kan-kun-lide-sort-læder-og-børstet-stål-kæresten" kunne godt lide tapetet(!)
p.s. men han er vist en lidt dårlig fotograf
Her er 1880'er komfuret. Jeg kan blive helt elektrisk over, at der blev gjort så meget ud af at gøre tingene smukke engang. Jeg elsker de gode gamle dage.
Der var mange detaljer der var i orden på museet;
En god stak Sonja i 1950 køkkenet. Ih! Hvis jeg nogensinde skulle overveje at gøre mig til tyv, skulle det være her! Men jeg vovede ikke engang at røre ved det.
1880'er soveværelset med hjemmesyet madras, højst sandsynligt af hø og kradsuld, store fjedre og en potte til natten, når det var for koldt til at gå ud i gården.
I kældrene var der hhv. vaskerum og das. Her er en rulle fra 1920/1950/1960 opgangen. Tekstilnørden i mig kunne vældig godt lide at der var mange forskellige vaske"maskiner", ruller, presser og vaskebræt samt vasketøj hængt op, inkl. hjemmestrikkede hygiejnebind, i både kældre og i de små nyttehaver.
1960'er lejligheden var også virkelig flot, men det er præcis her min interesse hører op. jeg plejer at sige 1929-1959, og det holder egentlig stik. Men nogengange går det op til 1965-1969, når vi snakker f.eks. større møbler, fjernsyn og musikanlæg.
p.s. se lige min fine nye kjole med jakke og bælte til!
Hvis skulle have et fjernsyn, skulle det være sådan et her! Jeg har nogengange set dem til salg, men kan man mon koble dem til nymodens digitale tv?
Jeg er meget forelsket i denne lyseblå pladespiller.
Endnu et komfur, der er for fedt! Hele 1960'er køkkenet var faktisk ret fedt, men min kjærlighed går alligevel ubetinget til 1950'er lejligheden.
På museet er der faktisk noget for hele familien.
Også de meget store legebørn.
Der er en butiksgade al'a 1950'erne. Der er radio &-tv but ik, barber, skomager, trikotageforretning, broderiforretning, og en telefoncentral der forbinder alle butikkerne, og man kan således ringe rundt til hinanden.
Der var mulighed for torpedo-barm, og mellem os, så kan jeg bedre lide disse bh'er end nymodens modeller.
Der er mange velekviperede værksteder man kan se på nært hold. Her er fede trykklodser fra avistrykkeriet.
Der er en café på museet, hvor der er udstillet fine gamle radiomodeller, og hvor de gamle facadebogstaver fra Arena radio og tv hænger.
Jeg er helt tosset med de komfurer, har du måske gættet. Dette stod udstillet i cafeen.
I cafeen kan man få kaffe med 2 dele kaffe og 1 del Richs Kaffeerstatning. Jeg købte også en pakke Richs med hjem. Jeg havde engang en fra den gamle by, men jeg har faktisk brugt den op. Ahem.
Der var også et pengemuseum, en gammel bank med skranke, bankbøger, skrivemaskiner, bankbokse, skrivebord, mødebord og alt hvad man kunne forestille sig. Det mindede mig faktisk utroligt meget om Korsbæk Bank fra Matador. Har du måske nogensinde set et musselmalet blækhus? Jeg havde ikke!
I banken hang denne fine, simple kalender, som også var up to date, helt bogstaveligt.
Vi nåede slet ikke at se hele museet, og der var også "Klædeskabet" som er tekstildelen af industrialiseringen. Jeg kunne mega-mega-mega-godt tænke mig at arbejde sådan et sted her! Det er så meget mig.
Helt klart et anbefalelsesværdigt udflugtsmål hvis du er bare lidt vild med gamle dage og danmarkshistorien.