...således stod der på armen af en pige, der blev tatoveret samtidig med mig igår. "pfff" tænkte jeg.
Jeg har en holdning om, at tatoveringer er
pynt, ikke mantraer eller skæbnesvangre livsanskuelser. (Jeg har i øvrigt skrevet et indlæg om tatoveringer
her)
Idag vil jeg så skrive et skæbnesvangert indlæg om, hvor håbløs det danske sundhedsvæsen er, på psykiatrisiden. Og hvad er de første ord, der dukker op i mit hoved? "keep your head up - keep your heart strong".
Jeg kæmper med sundhedsvæsenet i disse dage. Det er svært, selv for raske personer. Jeg har fået diagnosen "Aspergers Syndrom". Jeg har stadig ikke forstået eller accepteret det hverken fuldt eller halvt. Jeg laver mest vittigheder ud af det. Det er nok min måde at håndtere det.
Kender du Aspergers Syndrom? Nej? Velkommen i klubben.
Jeg prøver at samle mig sammen, til at forstå det, og tager imod den information jeg finder, men jeg leder ikke selv aktivt efter den mere.
Det gjorde jeg, lige da jeg fik diagnosen af psykiateren, hvilket resulterede i et raseri, jeg aldrig har følt i mit liv. Jeg kogte, og jeg så ikke rødt, som jeg har hørt man gør, men alt blev ligesom sort.
Jeg havde trang til at smadre alt i rummet. Jeg tog i stedet hovedpuden og tæskede døren, skabet og sengen med den. Jeg har aldrig prøvet at være så vred. Trangen til at smadre alting forsvandt ikke, så jeg gik ud på gangen og søgte personale for at få hjæp. Jeg rystede, græd, kogte og var helt underlig følelsesløs i kroppen.
Der var selvfølgelig ikke nogen der havde tid, så jeg blev mødt af en stakkels ergoterapeutstuderende der var yngre end mig selv, der begyndte at "berolige" mig med at der tit blev stillet forkerte diagnoser. Som om det skulle gøre mit liv nemmere med en forkert diagnose. Stakkels pige.
Nu er der gået 3 måneder siden diagnosen faldt og jeg fik det største chok i mit liv. Nogensinde.
Jeg svømmer i breve, brudte løfter og medicin for det ene og det andet.
Jeg hader medicin. Jeg gik med til at prøve det ene præparat, fordi psykiateren forklarede, at jeg ikke ville være i stand til at modtage samtaleterapi i min daværende tilstand. Det havde han ret i.
Så det var betingelsen. Jeg tog imod antidepressivt for at kunne få den psykologhjælp, som jeg jo synes jeg trænger til, noget så voldsomt.
Men sådan spiller klaveret ikke. Psykiatrien arbejder kun i pakkeløsninger. Ja, du læste rigtigt. Pakkeløsninger. Til mennesker, der er lige så forskellige som ... mennesker!
Der er desværre ikke en pakke, der passer til mit behov, fik jeg så at vide.
Jeg troede, jeg havde misforstået det hele.
Selv de mest hårdnakkede antenneforeninger har mere fleksible pakker, til de selvsamme mennesker.
Psykologen der forestod forsamtalen vurderede at min depression stadig er i så svært et stadie at jeg er indlæggelsesparat. Heldigvis passer min far og hans kone mig hjemme hos dem, så jeg ikke går i hundende.
Hun kunne tilbyde et forløb der "underviser" mig i min diagnose og lærer mig at håndtere den.
Det virker fjollet, at de kan undervise mig i Aspergers, men ikke tilbyde noget som helst forløb omhandlende Aspergers.
Og at jeg skulle tale med en psykolog på afdelingen om depressionen alene.
- Som om, jeg kunne opdele mig i to personer og ordne depressionen som være et normalt fungerende menneske (Aspergers er en medfødt, grundlæggende udviklingsforstyrrelse der gør at verden ser anderledes ud) og ved siden af snakke om aspergers som om jeg havde en normal hverdag og bare skulle lære at håndtere Aspergers i hverdagen - selvom jeg er indlæggelsesmoden og deraf ingen hverdag har.
Men nuvel, man må tage den hjælp, man kan få. Og heldigvis var det muligt, at det var den samme psykolog der forestod begge dele, så det i praksis kunne komme til at hænge lidt bedre sammen. Jeg undrede mig, men gik lettet derfra, og følte at jeg havde gjort, hvad jeg kunne, for at forelægge min sag.
Dagen efter kom afslaget. Ingen "undervisning", ingen psykologhjælp, ingenting. Men jeg skulle sættes op i medicin. Dér væltede verden for mig.
