Blog170px diy150px tante170px cv170px

Viser opslag med etiketten Jeg elsker knapper. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jeg elsker knapper. Vis alle opslag

søndag den 30. december 2012

Reflektioner over 2012's kreationer


Hermed et indlæg jeg har glædet mig til at sammenfatte, fordi jeg faktisk har fået lavet mere end man lige skulle tro. Det forgangne år har jo desværre været præget af min nu forværrede depression, dertil konstaterede angst og hvad har vi snart ikke på diagnoselisten.. Heldigvis formår jeg at holde mere gang i kreativiteten end i mig selv, og det nyder bloggen godt af. Så længe bloggen lever skal I ikke være (meget) bekymrede.

Nyd turen!
Vi starter med symaskinen:


Jeg var til designervenindens bryllup, selvfølgelig i egne kreationer.
Eget design, egen konstruktion, syet af mig.
Kjole af silkevelour, cape af silke med strudsefjer i lange baner.
Og en lille taske af resterne. Ja, til strikketøjet, selvfølgelig.



Ehm, ja, jeg er ikke så god til at få taget ordentlige billeder af mine ting. Det er et mål for 2013.
Men det er altså en skjortekjole med drengekrave, små let puffede ærmer og knapper fra 60'erne.
Og et lille hårbånd der passer til.


Kaninhatportræt til bortauktionering på Oxford Universitet



Make Up pung som skønne Louise Trillingsgaard vandt i pakkeleg

2012 var også året hvor jeg tog mod til mig og begyndte at sy for andre.


Jeg hjalp en spirende designer med at lave prototyper til hendes designs.



Jeg hjalp en designstuderende fra TEKO med hendes herretøjskollektion
(Skjorte og bukser på billedet)



Jeg hjalp min gamle højskolekammerat med at sy hans afgangskollektion fra Kolding Designskole.
Han tog røven på alle med hans beskedenhed og løb med "Designers Nest S/S 2013" prisen!



Så hjalp jeg min anden højskoleveninde med at sy hendes bachelor fra Danmarks Designskole.
Hun løb af med et 12 tal og blev optaget på London College of Fashion!



Jeg var ikke engang nået hjem fra København og bacheloropgaven før der igen var besked fra Designskolen i Kolding, fra en anden jeg ikke kendte, der skulle have hjælp til nogle præcise stikninger i sølvcoated skind, som hun havde hørt jeg var god til. Rygtet spredes åbenbart hurtigt!

Der er løbet flere forespørgsler ind, men jeg har ikke haft overskud til at tage dem, desværre.
Her i december fik jeg dog syet lidt for en anden designstuderende på TEKO.


Et enkelt væveprojekt:

Mit første væveprojekt. Et tørklæde i uld/alpaca/silke min far fik i gave til hans fødselsdag.


Strik/hækling:

     
Jeg hæklede babysko der lignede converse all stars. 
De var vældigt populære og mange har spurgt efter både par på bestilling i alt fra baby til herrestørrelse, opskriften osv. men jeg har ikke kunnet følge med.


 
Jeg har også strikket strømper for første gang siden jeg lærte at strikke. 
-Og fandt ud af at det måske slet ikke var så dumt endda!



Foranlediget af en forestående tur til England og mangel på håndarbejde til turen, strikkede jeg denne 1945 jumper med en forventning om at det var et helårsprojekt. Men det tog cirka en måned, og jeg elsker den! Det har virkelig inspireret mig til at strikke efter opskrift, især fra 30'erne/40'erne.
Ellers har jeg holdt rimelig fast på at ville designe alting selv.



Jumper, let modificeret opskrift fra 1930'erne.
I ren cashmere. Perlemorsknapper på skulderen. Ren luksus.



Jumper, ligeledes en opskrift fra 1930'erne.
I Bomuld/bambus med todelt krave med lukning med glasknapper i ryggen.
(Jeg lover et bedre billede en dag!)


Sengetrøje i bølgemønster


Strømper med hulmønster i alpaca



Strikkede ørebøffer


Islænderstrik fortolket af mig.


Broderi m.m.:

Patchwork lap med klædeskab der kan åbnes og lukkes


Jeg har betrukket sååå mange knapper at jeg fik en temmelig stor regning for det, selv efter jeg var stoppet på studiet. Jeg elsker bare betrukne knapper, men også at betrække dem. 


Øvelse i Petit Point


Halve korssting og svenske bandeord. What's not to like?


Jeg håber jeg holder gejsten oppe og får lavet noget af alt det jeg drømmer om i 2013.
Godt nytår til alle derude, og tak til Jer, dejlige læsere for at i følger med. 
Jeg sætter virkelig stor pris på hver eneste af jer!

onsdag den 26. december 2012

Jul på sygehuset og impulsiv trøsteshopping


Jul på Farsø Sygehus i 1940'erne. Billede fra Dansk Sygeplejehistorisk museum. Se flere her

Min juleaften blev en tam omgang. Jeg tilbragte den på sygehuset med en håndfuld andre patienter og cirka ligeså mange ansatte.
Jeg er temmelig traditionsbunden og det gjorde lidt ondt at holde julen så meget anderledes end jeg plejer, og med mennesker jeg overhovedet ikke kender. Men det var det, jeg kunne holde til, og det bliver jo jul igen.
Jeg havde tilmed fået noget sovemedicin midt om natten mellem den 23. og 24. der vist stadig virkede op af dagen.
Juleaftensdag tilbragte jeg i selskab med min bedstemor og hendes søster.
Min bedstefars urne var blevet sat i jorden d. 21/12, så det var nok også en speciel jul for min bedstemor.
Eftermiddagen indebar kirke, middagslur og eftermiddagskaffe. Lige mit temperament.
Jeg har aldrig før gået i kirke til jul, og jeg er ikke troende, men det var alligevel en god oplevelse. Trygt.
"Julestjerner" og Disney Juleshow. Det var dagens bedste begivenhed. Og så slog jeg masker op til den der sengetrøje jeg har pønset på. 

Men så kom juledag. Dårligt humør. Øv-humør. Ingen energi, ingen lyst til noget. Ikke engang til at strikke. Så er den helt gal. Blev bare i sengen med computeren.
Jeg er (blevet?) dårlig til at styre mine impulser, og impulsen havde altså shoppetrang.

Jeg strikker på p 5,5 for tiden, og det er dejligt når det går så hurtigt.
Jeg måtte have noget nyt at strikke på store pinde. Større pinde.
Og det er jo så synd for mig jeg ligger her på sygehuset og mangler de rigtige strikkepinde.
Og så er det jo dejligt at få post, ikke? 
Og Drops har jo tilbud på alt Alpaca indtil nytår.
Og så mangler jeg lige noget mere alpaca/silke lace til strikkemaskinen, når nu det alligevel er sat ned.
Og jeg ville nok have købt det alligevel...
Og det der refleksgarn jeg alligevel havde tænkt mig, det kan jeg jo ligeså godt lige købe samtidig
Jo, så var det vist retfærdiggjort.
(...Ikke fordi jeg ikke har købt ind til adskillige projekter allerede, men de er altså ikke på store pinde.
Jeg købte ind hos KreStoffer.dk, der har et rigtig godt udvalg i især Drops garn.)

Men det stoppede ikke der. Jeg elsker min Benetton cardigan med perleknapper og må altså have nogle flere i flere farver.
Eller også skulle jeg bare købe nogle gamle fine perleknapper og skifte knapperne ud på eksisterende cardigans?
Jeg har også gået og tænkt på at brodere med perler, for jeg synes perlebroderede cardigans er noget så flotte.

Okay. Fundet. Godt nok nyproduceret i acryl, men så kan de da tåle vask.
Meeen, man kunne jo lige se hvad der ellers var..


Neeej, perlemorsknapper, endda i rombefacon. I love! Haps.

Glasperler der kan bruges som knapper! Ih, hvor flot. Dem tager jeg.

Glasknapper forklædt som perler. Næh, lige hvad jeg mangler.

Flere gamle glasperler! Perfekte perleknapper til en feminin cardigan med perlebroderi.

Ægte gamle metalpailetter. Lige til at brodere på.

Helt nye og skinner ligesom diamanter.. Jeg tager en pose af hver størrelse.
Lige til at sy på. Det føles mere "ægte" end dem til at stryge på.

Og der er flere endnu! Disse er endda gamle og med en meget fin anderledes facet.

Jaeh, og så faldt jeg lige over en fin, gammel, lyseblå bluse i cashmere.

Og et håndværkerprojekt: foret cashmerecardigan med perlebroderi. Den skal lige renses og lappes, så er den good to go. Jeg har ikke gjort så meget i gyldne farver før, men jeg er virkelig begyndt at få smag for det.
Det var Etsy.com

Så er der jo Trendsales.

Noa Noa Cardigan i bomuld og angora.

Edith&Ella, yndlingsmærket! Perlebroderet cardigan jeg ikke har købt (endnu).

...Og så er vi tilbage ved den der famøse plain benetton cardigan med perleknapper.
Som jeg heller ikke helt har købt endnu. Men den er billig, og den vil være udmærket til at brodere lidt på.

Sikke en masse svinggerninger det blev til.
Jeg er oprigtigt i tvivl om, om det er en del af min sygdom ikke at kunne styre mine impulser, eller om jeg bare er en almindelig shoppeglad dame.
Jeg har intet overblik over økonomiske konsekvenser mere, og jeg kan ikke finde ud af at behovsudsætte og  f.eks. vente til den 1. i måneden.
Jeg kan ikke mærke glæde, sorg, forventning, savn, taknemlighed. Så når jeg endelig får en impuls, så følger jeg den prompte. Det skyldes enten min sygdom eller den medicin jeg har fået.
Jeg aner det ikke. Men det er lidt uhyggeligt. 

tirsdag den 21. august 2012

1945 jumper i luksusudgave

Jeg har gjort meget ud af den strikkede jumper jeg tidligere har vist her. Den er strikket på p. 2½ og 3½ i 60% alpaca, 30% merino uld og 10% silke. Det er vistnok Alpaca Silk fra Hjertegarn.
Kanterne med knapperne, "stolperne" ville jeg belægge med bånd bagpå for at få et bedre hold, så blusen ikke gaber, og så den er afsluttet pænt. Selvom billederne ikke viser farven helt korrekt, er den en meget hidsig blå og enormt svær at finde bånd til. Jeg endte med at købe et stykke lagenlærred og lave bånd af det og sy på med sysilke. Jeg elsker naturmaterialer.

De strikkede knaphuller er løse i det, selvom jeg gjorde mig meget umage for at dreje masken uden at strikke den lige før og lige efter de lukkede masker. På trods af mit møje og besvær bliver de strikkede knaphuller lidt runde i det.

 
Stolpen med knaphullerne skal også kantes bagpå, og jeg troede jeg bare kunne lave et bånd med syede knaphuller i og sy på.
Det blev simpelthen for tykt, bulet og grimt. Øv! Jeg var helt på bar bund. Hvordan gør man så?

Jeg ved ikke hvor det kom fra, men jeg udtænkte et nyt knaphul hvor jeg brugte en bukket stofkant der lå meget fladere.
Det tog tid at måle ud og sy, men det virker!

Den anden mulighed er også meget mere ordentlig at se på, synes jeg.

Så syede jeg bittesmå knaphulssting rundt om alle ni knaphuller, ligeledes i min elskede sysilke. Det er et skønt arbejde. Det var en kæmpe tilfredsstillelse af se de fine knaphuller tage form.

Se hvor stor forskellen er på de syede og de rå knaphuller!


Farven er og bliver svær at finde, også i knapper, og jeg besluttede vist ret tidligt at jeg måtte igang selv. Jeg tænkte lidt på at hækle knapper, som jeg tidligere har vist, men synes alligevel det blev for "pyntet". Jeg ville holde mig til det enkle for at det strikkede mønster skulle forblive i fokus. Jeg betrak derfor små knapper selv, med den strikkeprøve jeg havde af samme garn fra en maskinstrikkeprøve, med lærredet fra stolpebelægingerne under så metallet ikke skinner igennem. Herover ses forskelligheden med og uden lærred.



Således er jumperen -eller cardiganen om man vil- færdig. Jeg har dog lige et ønske om at udstyre den med ærmeblade før den er helt færdig. Det viser jeg frem snarest! Jeg synes selv det er en god idé.