Strikketøjet jeg har med overalt for tiden.
Her med pelskantede slippers i et gammeldags net på vej hjem til en god veninde, jeg synes selv det var en skæg kontrast til festklædte, studenterhuebeklædte, unge, beduggede, herninggensere den sene aften i gågaden.
Strikkehæftet har jeg fået af selvsamme veninde!
Med på Imperial War Museum. Jeg udnytter enhver pause til strik!
Opskrifhæftet "Strikke Revy" er fra Sønderborg Garn. Jeg skyder det til at være fra 1945. Der står ingen dato, men bagpå hæftet er simpelthen så fint et efterskrift:
"Strikke-Revy er den første strikkebog, vi har udsendt efter krigen, udelukkende med originale Sønderborg modeller... Endnu kan vi desværre ikke fremstille saa store kvantiteter, som i gerne vilde - og som der er behov for - men al Sønderborg garn er nu igen 100% ren uld.
Strikke-Revy er saaledes den strikkebog, der atter knytter traaden mellem før og nu - en traad, som vi ikke haaber nogensinde skal briste paany."
Jeg ved at krigen endte i 1945 og stavemåderne "kunde" og "vilde" blev ændret til "kunne" og "ville" i 1948, samtidig som dobbelt-a blev til bolle-å, så det må givetvis være fra perioden 1945-1948.
Tekstilrationeringen ophørte i Danmark i starten af 1950'erne, og andre lignende udgivelser fra samme periode, jeg har, skriver også, at hæfterne mere er ment som inspiration da de ikke ubetinget kan levere garnet.
Jeg er jo helt tosset med 2. verdenskrig og alt fra især 1940'erne så dette strikkehæfte med fine damemodeller anså jeg naturligvis som en kostbar gave.
Det sjove ved de gamle mønstre er, at de kun findes i een størrelse, og der er ikke målskema med. Lidt upraktisk og ret charmerende. Heldigvis har jeg en småproblematisk og stærkt uddateret skikkelse, der passer de gamle størrelser perfekt! Jeg er helt sikkert født 60 år for sent.
Str. 42 er den eneste størrelse.
Dette er modellen jeg er ved at strikke.
De kalder den en jumper, men jeg vil sige cardigan.
Den strikkes i et fint mønster over 12 masker og 12 pinde. Der er fejl i opskriften ovenfor, men du kan få det korrekte dekorative mønster her! Det er som nævnt fra Sønderborg Garn, cirka 1945:
Her har jeg oversat det til nutidigt strikkesprog.
Forkortelser:
m = maske(r)
r= ret
vr = vrang
2 sm = 2 masker strikkes ret sammen
1 løs af = en maske løftes over på højre pind, uden at strikkes, som skulle du til at strikke en vrangmaske.
Spansk mønster (deleligt med 12+6 masker)
1. pind: 1 løs af, 1 r (2 r, slå om, 1 r, slå om, 2 r, 7 vr) parentesen gentages. Slut med 4 r.
2. pind: 1 løs af, 1 r, 2 vr (2 r, 1 løs af, 2 sm, løft den løse over, 2 r, 7 vr) parentesen gentages. Slut med 2 r.
3. pind: 1 løs af, 1 r (2 r, slå om, 3 r, slå om, 2 r, 5 vr) parentesen gentages. Slut med 4 r
4. pind: 1 løs af, 1 r, 2 vr (1 r, 1 løs af, 2 sm, løft den løse m over, 1 r, 9 vr) parentesen gentages. Slut med 2 r.
5. pind: 1 løs af, 1 r (2 r, slå om, 5 r, slå om, 2 r, 3 vr) parentesen gentages. Slut med 4 r.
6. pind: 1 løs af, 1 r, 2 vr ( 1 løs af, 2 sm, løft den løse m over, 11 vr) parentesen gentages. Slut med 2 r.
7. pind: 1 løs af, 1 r (2 r, 7 vr, 2 r, slå om, 1 r, slå om) parentesen gentages. Slut med 4 r.
8. pind: 1 løs af, 1 r, (7 vr, 2 r, 1 løs af, 2 sm, løft den løse m over, 2 r) parentesen gentages. Slut med 2 vr, 2 r.
9. pind: 1 løs af, 1 r (2 r, 5 vr, 2 r, slå om, 3 r, slå om) parentesen gentages. Slut med 4 r.
10. pind: 1 løs af, 1 r (9 vr, 1 r, 1 løs af, 2 sm, løft den løse m over, 1 r) parentesen gentages. Slut med 2 vr, 2 r.
11. pind: 1 løs af, 1 r (2 r, 3 vr, 2 r, slå om, 5 r, slå om) parentesen gentages. Slut med 4 r.
12. pind: 1 løs af (2 vr, 7 r, 2 vr, 1 løs af, 2 sm, løft den løse m over) parentesen gentages. Slut med 2 vr, 2 r.
Hæftet er fuld af fine sager
En "praktisk herrevest"
(og flotter fyr)
"Velsiddende dameundertøj" uhlala
"Fiks damebadedragt" Den kunne jeg dælme godt tænke mig. I blå.
Skisæt til damer - det kunne jeg godt overveje, med en anden bort.
Pindende knitrer løs her, det er skønt at være grebet igen!