Kære alle sy-begyndere

"Godt værktøj er det halve arbejde" står der på pakningen til de strikkepinde jeg har købt idag. Men det gælder altså mere end strikkepinde. 

Det gælder også symaskiner. Det betaler sig at købe en ordentlig maskine.

Jeg har allernådigst fået lov til at låne afdelingens symaskine med ned på stuen idag. 

Kors, den er dårlig! Den har nok ikke været så dyr, da det er en temmelig skrabet model, men det er ikke antallet af sømme og dimser det handler om. Det er plastic. Plastic hele vejen igennem!
Jeg skulle sy ganske lidt. Den kunne ikke engang spole ordenligt. Jeg måtte vinde op på spolen i hånden.
Jeg sad og tænkte: "alle dem jeg har mødt der siger de ikke kan lære at sy, dem der siger de er elendige til det, dem der helst syr i hånden"... Det gik op for mig, de har sguda aldrig prøvet at sy på en ordentlig maskine. Den gør arbejdet. 

Jeg er bare så priviligeret at være vokset op med velserviceret Pfaff symaskine og overlocker, der stod fremme, klar til brug.

Så kære, sy-begynder, der går ukrudt i den nysåede syglæde hvis du nøjes med en dårlig maskine. Lån dig frem til du ved hvad der virker. Investér i kvalitet. Den kan altså sælges igen.
Det var bare det, jeg ville sige.

"Cille Syhjælp" + se min kjole!

Cille Syhjælp har været mit kaldenavn på TEKO, Designskolen Kolding og Danmarks Designskole de gange jeg har hjulpet både venner og fremmede med at sy deres større opgaver. Nu er jeg så Cille Syhjælp igen.

Jeg er sindssygt dårlig til at håndtere penge mellem venner, og det ved vennerne godt, men jeg tager gerne imod bestikkelse, for de fleste ved liiige hvad jeg godt kunne tænke mig.

Jeg har syet en gulvlang kjole med åben ryg og pailletbesætning.

Jeg klippede en færdig pailletkrave over og pillede perler og pailletter af så der var sømrum nok og så hæftede jeg alle de løse tråde i hånden. Pillearbejde.

Markering med ritråd og pailletkanten vendesyes på.

Og så ellers sammensyning af resten af kjolen, med belægninger og sportsfoer.

Engang syede jeg en hel kjole der næsten var dækket af pailletter og perler, og jeg ved fra bitter erfaring at et strygejern ikke må så meget som nærme sig (og at man ikke skal drikke rødvin når man arbejder med paillet/perlesyning, strygejern og industrimaskiner) så jeg gennemgik hele rygudskæringen hvor jeg syede evt. manglende pailletter på, dækkede overgangene fra de to "kraver" og samtidig hæftede belægningerne usynligt til kjolen. På denne måde er presning med et varmt jern ikke nødvendigt.

Jeg er også så småt gået igang med en jakke. Den og kjolen hjælper jeg en designstuderende veninde med at sy.  Fredag skulle jeg sy mere på jakken, men samme dag havde jeg psykologtid og julefrokost med min gamle klasse så jeg måtte sige stop da jeg var ved at falde fra hinanden. 

Jeg ved ikke om jeg nogensinde lærer at mærke efter mig selv og finde ud af at sige fra. 

Stakkels død gris forklædt som reptil. Skøn farve, men døde dyr er ikke lige min kop te.

Nok om det...du er sikkert ved at dø af spænding over hvad der mon var i bestikkelsespakken!

Det skal jeg sige dig! Der var den skønneste 1940'er kjole jeg havde forelsket mig i nede i Magpie Lane. Veninden vidste det og havde købt den og pakket den ind i mønsterpapir da jeg kom for at hjælpe. Hvor sødt er det lige?Og oveni hatten var der en bog om dansk tatoveringskunst. Jeg glæder mig til at kigge nærmere i den!

Kjolen er af sort crépe georgette hvoraf detaljer er syet af samme stof men med tern i hulmønster.

Jeg undrede mig først over, om man mon på den tid kunne få samme stof i to varianter til hjemmesyning, men så slog det mig, at den sirlige syerske nok har siddet med et stykke af stoffet og trukket tråde ud med afmålte mellemrum på begge leder og syet i hulrækkerne med zigzag på maskine eller kastet i hånden bagefter. Det ser sådan ud. Fantastisk arbejde! Indeni er der også en hægte til at holde sammen på taljesnittet der er dækket med bittesmå knaphulssting for at den skal matche det sorte stof. Det er virkelig grundigt håndværk.

Jeg finder de mest fantastiske ting i Magpie Lane. Jeg har haft store planer om at lave et blære-indlæg med alle de skatte jeg har fundet i Magpie Lane for at lokke flere med på give away'en, men overskuddet er der ikke og min bedstefars død har naturligvis ændret på prioriteterne. Jeg havde i øvrigt også en meget fantastisk kjole fra Magpie på til begravelsen. Jeg lukker først give away'en i morgen aften, så du kan nå at være med. Desuden, hvis jeg ellers kommer lidt mere ovenpå har jeg lovet at babysitte butikken de sidste to søndage i December til ekstraordinært juleåbent og det kunne være så hyggeligt at sige hej til nogle medbloggere! Bare læg en kommentar på dette indlæg.

60'erne i nye klæder

Gammelt tøj har den højst skattede modeplads i mit hjerte.

1940'erne er min favorit, men 1930'erne og 1950'erne er lige i hælene.

1960'erne har jeg aldrig heeelt fanget mig ligeså meget. Men jeg var alligevel lidt in love da jeg fandt denne dragt  i skarp blå (sammen med 3 kjoler) 5 minutter før lukketid i den lokale genbrug og bare købte bunken uden at prøve det rigtigt på.

Nederdelen sidder perfekt! Jakken var en stor, underlig kasseform. 100% sikkert fra 1960'erne. Farven og de kraftige stikninger gav lidt af den "de glade 60'ere" feel jeg trods alt godt kan lide. Jeg sprættede ærmerne af og syede jakken ind i siderne. 8 cm i alt foroven og forneden, 15 cm i tajen. Ærmerne er da for store til kuplen når omkredsen af kuplen er reduceret, men det lykkedes mig at fordele mervidden med to rynketråde som "hold" i ærmet, der giver det smukke skulder-hold der er i fint tøj.

Jeg flyttede også knapperne en hel del for at få resten af vidden fordelt og få taljen markeret yderligere.

En pæn spadseredragt har været et stort, stort ønske i årevis, og selvom dette ikke opfylder lige netop den drøm er det et skridt på vejen.

Dragten er stadig 60'er når vi snakker farve, knapper, stikninger og materiale. Men pasformen er nutidig og mere klædelig på mig.

Jeg elsker sæt og ting der matcher.

Jeg hørte engang Uffe Buchard udtale at det var ret mormor-agtigt at farve-koordinere alt i sit aoutfit. Jeg blev faktisk ret glad.

Totalt handywoman.

Kanin til fri fortolkning

Inden jeg blev sygemeldt fra mit studie nåede jeg akkurat at færdiggøre denne opgave. For at gøre en længere historie spiselig: Aalborg Universitet har en uddannelse inden for mad, design og arkitektur. De havde til opgave at deltage ved et Mad Hatter Tea Party på Oxford University i England, under deres Food and Cookery Symposium. De allierede sig med TEKO, og lod min klasse lave hatte inspireret af Alice i Eventyrland og Nordisk Mad. Det var meget grænseoverskridende at idéudvikle blandt kloge-åger med snurrende foto- og videokameraer og en meget rapkæftet og spids forkvinde. Pyha. Men det lykkedes på en måde alligevel, og jeg nåede deadlinen samme dag og afleverede min tegning.
Vi fik sidenhen besøg af en meget sød og dygtig hattemager fra den kongelige ballet der hjalp os med vores ideer, hvor den ene var mere gakket og langt ude end den anden. Det er utroligt hun kunne forholde sig så proffesionelt og hjælpsomt overfor elever der havde planer om eksempelvis et spisekammer i en høj hat, en mega-blåmusling, en fiskekutter, en kæmpe kagedej med svævende skål over, en rabarberskulptur og en gennemsigtig urtehave med karse på toppen. I guder.

Nå-men, jeg gik igang med min hat, der nærmere var en hjelm, baseret på en "mondur" sådan en middelalderlig læderhat.

Så klippede jeg den ud i dobbelt silke med staut imellem og begyndte med pelsen. På selve hovedet syede jeg en blanding af uldgarn, pladevat, mohairgarn i S-form trykket tæt ind under trykfoden.

Så klippede jeg alle løkkerne op og kradsede ulden op med en karte og min stålbørste til mine dansesko.

Da mit uldgarn slap op trevlede jeg en gammel sag op, en halvfærdig strikket trøje der før det har været halvfærdige benvarmede (long time ago) og næsten færdige lårlange strømper.

Således kan gammelt uldgarn dampes op og blive helt som nyt!

Jeg brugte dette til at sy pels på kaninens ører. Jeg viklede det om en stegegaffel og syede imellem gaflens tænder på symaskinen. Så klippede jeg løkkerne op og kradsede ulden op med karten. Der blev en enorm mængde uld-fnuller tilbage. Indeni ørerne tilføjede jeg lidt lyserødt alpacauld. Sådan ser en kanin ud i min verden.

Ørerne afstivede jeg med rigelinebånd og blomstertråd. Det var et hyr at få den lukket og afsluttet rundt i alle kanter men det lykkedes. Jeg var så heldig at min hat blev udvalgt blandt klassens til at blive fotograferet proffesionelt og billedet kom på auktion på Symposiet i England.

Nu har jeg fået billedet og det er med blandede følelser at se andre fortolke mig. Men det er også spændende. Så vidt jeg kan huske har jeg ikke prøvet det før. Der står "Never follow the rabbit" henover billedet. Jeg ville nok have skrevet "Always follow the rabbit" for det er vel der eventyret er. Men sådan er det jo med fortolkninger!

Jeg har hængt billedet op og har kigget på det en dags tid nu. Jeg er faktisk blevet ret glad for det, jeg kan godt lide det fotografiske arbejde der er udført, og jeg kan godt lide den dystre tone. Det havde jeg tænkt mig helt fra projektets start. Og når man tænker på min twistede sindstilstand på daværende tidspunkt kan jeg godt se hvorfor.

Daniel Kirk Horsbøl Andersen (er for sej)

Tilbage i Maj i år brugte jeg nogle dage på at sy afgangskollektion for min gamle ven fra Den Eksperimenterende Tekstilskole, Daniel. Han blev ikke belønnet nok til eksamen på Kolding Designskole, men tog så revance ved at blive udvalgt til den prestigefyldte konkurrence Designers Nest, fik jeg af vide til brylluppet vi begge var til.
Jeg er meget stolt over at kende en så sej designer og person. Han er den mest rolige, fattede og nede-på-jorden-gut jeg kender i hele verden.
At han så endte med at vinde hele baduljen og blive omtalt overalt i modeugen havde jeg, indrømmet, slet ikke overvejet var muligt.
Men selvfølgelig, tænker jeg nu, han går jo sine egne veje, og det er det mode handler om. At gøre hvad man synes er rigtigt at gøre og ikke følge strømmen. Det lønner sig.

(Billeder er fra VISION)

Jeg vil lade billederne tale for sig selv i stedet for at forklare hans designs, blot poste et billede af et af de bukser jeg syede for ham. Jeg er uddannet konstruktør og derfor gav det mening for mig, men indviklet, dét var det.

Jeg tog turen til Københavns modeuge for at se Designskolens show. Det foregik i fede omgivelser på lokomotivværkstedet. Vistnok sydhavn? Jeg er ikke så københavner-kendt.

Min gode veninde Fie var med, vi har alle tre gået på samme højskole. Se hendes fine ring. Det var hende der blev gift forleden.

Omtale i Politiken
Reportage af Berlingske, foto 25-28
Artikel i Sporswear International
Artikel fra Dansk Mode & Textil
Artikel fra Berlingske

Daniel er mand for både design, konstruktion og syning, men også selve materialerne. Han har selv farvet og behandlet det meste af det. Med latex, bivoks, beton, te, kaffe, brombær, linolie og meget mere.

Kreativitet er vist et fattigt ord.

Beskyt tøjet

Det er ikke nogen nyhed at jeg foretrækker gammelt tøj. Eller tøj i gammel stil. Altså ikke bare sidste sæsons mode, men 60-70 år gammel mode. Men måske er det en nyhed at bæredygtighed ligger mig meget på sinde. Jeg har skrevet lidt om det tidligere, men ikke så meget som om tøj.
Bæredygtighed handler for mig bl.a. om at bruge uden at misbruge eller overforbruge. Og at passe på hvad man har. Det går rigtig fint i spænd med min lyst til at bruge det gamle tøj både til hverdag og fint brug, samt at det tøj jeg selv fremstiller er gennemarbejdet af gode materialer og derfor kan bruges i årevis. Lidt ligesom under krigen.
Ja, vi skal vel til det. Svedpletter. Hvad gør man? Det ødelægger i hvert fald mit lyse tøj. Jeg håndvasker alt mit uld og silke og det fjerner ikke skjolderne. Dertil kommer, at jeg tror pletterne sætter sig rigtig godt fast fordi jeg er alene i min husholdning og der derfor går lang tid mellem vaskene i maskine.
Sved er en slags fedtplet (ikke at jeg kender til det kemiske omkring denne slags plet, men jeg skal nok læse op på det), og fjernes derfor ved meget høje grader, ligesom andre oliepletter. Men mindstedelen af mit tøj kan tåle f.eks. 60 grader.

Derfor går jeg varmt ind for forebyggelse, ved f.eks. at bruge ærmeblade.
Jeg kan huske at jeg har læst tip i dameblade om at klippe et trusseindlæg over og bruge et halvt klistret i blusen under hver arm. Jeg har faktisk ikke afprøvet det, men det lyder smart, hvis det kan skjules. Lige bortset fra at det jo har en plastikunderside og jeg ikke ved hvad oversiden er, men huden kan nok ikke ånde og svedproduktionen øges derfor.
Det samme der sker hvis jeg går i tøj af kunststof!
Til min dejlige hjemmestrikkede jumper har jeg derfor lavet ærmeblade af bomuld der kan knappes af og vaskes i maskinen. Jeg håber det vil forhindre skjolder under armene.

Hermed en lille guide til at udstyre dit tøj med hjemmelavede ærmeblade:

 Tegn armhulen af

Ret den til så den bliver mere måneformet end retvinklet.
Klip i en fold så "månen" bliver symmetrisk.

Klip den med ½ cm søm i stoffet 8 gange.

Sy buerne sammen parvist, 2 sys hele vejen, 2 sys med vendehul.

Delene presses grundigt og delene sys sammen parvis ret mod ret.

Husk det kun er ½ cm søm

Klip trekantede hak i kanten næsten helt ind til sømmen hele vejen rundt og vend ærmebladet.

Pres ærmebladet og sy vendehullet sammen med madrassting.

Sy små trykknapper i både bluse/kjole og på hver ende af ærmebladet.

 Så kan ærmebladet knappes af og på, så bluse/kjole kan vaskes skånsomt og ærmebladet kan få de 60 graders no-mercy-vask.

Jeg håber dette kan inspirere til at bevare det nye, fine tøj og passe ekstra godt på det gamle der trods alt har overlevet både krig og fuldautomatiske vaskemaskiner!