Sommer, kom frit frem.

Før

 Under

Efter

Fra falmet lyserød til sommerlig, klar lyserød.
Så kan sommeren og de åbne sko bare komme an.

Mexicanske dæmoner og dansende skeletter

"In the mirror" Af Dr. Lakra 2012 

(Lånt fra Kunsten.nu)

Denne plakat fangede straks mit øje, da jeg første gang så den på sygehuset, hvor jeg er nu. Det var dengang min bedstefar lå her. Den reklamerede for en udstilling, der varede indtil netop idag. Den vidste jeg straks, at jeg bare måtte se.

Jeg nåede det lige på falderebet. Dæmoner, døden, skeletter, gamle illustrationer i mødet med ny kunst. 

Mexicansk traditionel udsmykning fra 1800-tallet møder nutidens mexicanske tatovør. 

Lige dele gammel tid, provokation, kranier og flotte damer. Lige mig. Læs mere om udstillingen her.

Af Dr. Lakra
(Ikke på udstillingen)

Af Dr. Lakra
(Ikke på udstillingen)

"Uden titel (Makker)" Af Dr. Lakra 2005 

(Lånt fra Kunsten.nu) 

"Dandyernes calavera" af José Guadalupe Posada 1918 

(Lånt fra Kunsten.nu) 

"Uden titel. (Fräulein)" Af Dr. Lakra, 2012

(Lånt fra Kunsten.nu)

"Gruopvækkende eksempel" Af Posada

(Lånt fra Kunsten.nu)

Holstebro kunstmuseum, den nye fløj "Færch"
Værket direkte på væggen er af Dr. Lakra, 2012

Uden titel. (Små chokolader 2), Af Dr. Lakra 2004

(Lånt fra Kunsten.nu)

"Dødens triumf over skønheden" Af Dr. Lakra 2012

lavet specielt til udstillingen.

(Lånt fra Kunsten.nu)

For tiden har jeg meget svært ved at fortælle om mit sygdomsforløb. Både fordi jeg selv og mine nærmeste pårørende skal kunne følge med, før jeg udbasunerer hele privatsfæren her på bloggen.
Men dét, der giver mening at fortælle lige nu er, at en fuldstændig ny opdagelse i mit liv er, at kunsten giver mig ro. Jeg finder forståelse og jeg finder ud af at andre prøver at udtrykke de følelser jeg selv har. Åååhh, genkendelsens glæde. Alt dét en pæn pige fra min generation ikke må føle, sige og gøre. Jeg har nogle gange tænkt på selv at lave nogle værker. For selv at udtrykke mig. Tekstilt, selvfølgelig. Noget der ikke nødvendigvis er en brugsgenstand, men bare et udtryk for hvordan jeg føler mig. Det er nok det, kunsten handler om.

Av min arm

Noget om tatoveringer

Det skal ikke være en hemmelighed at jeg har 4 stk. og at jeg fik den første som 16-årig. (Og ja, min mor vidste det godt)
Det er sandt, at når man først er begyndt er det yderst vanskeligt at stoppe igen. Jeg får trangen med 2 års mellemrum, er for nyligt gået op for mig. Der er nemlig gået 4 år siden jeg fik tatoveringer på fødderne og 2 år siden jeg fik en nederst på maven. Nu er det altså venstre arm der står for skud, min første kropsudsmykning nogensinde der bliver assymetrisk på kroppen. Jeg ved nu, efter de her berømte to års overvejelse jeg også altid anbefaler andre, hvad jeg vil have.

Nemlig en fin trisse med rød tråd på. Hvis det ikke bliver for "gnattet" vil jeg også gerne have tegnet tråden kryds-opvundet, som jeg altid synes er så smuk. Og så nok også en synål. Selvfølgelig i old school stil som jeg elsker og har i forvejen.

Og hvorfor så en trådtrisse? Fordi jeg synes den er så flot. Fordi jeg har syet i en stor del af mit liv. Fordi det er lige mig. Fordi det er et kontrastfyldt statement at have tatoveret noget håndarbejds-agtigt. Ligesom dødningehoveder med feminine sløjfer på hovedet og lange øjenvipper. Og dét at jeg strikker og går til psychobillykoncerter (gerne samtidigt). Præcis den kontrast synes jeg selv er essensen af den jeg er.

Men udover det, så synes jeg den udbredte holdning om at en tatovering skal betyde noget helt specielt er superirriterende. Jeg får nemlig tit spørgsmålet om, hvad den dybere mening nu er med de dødningehoveder, og får et undrende blik, når jeg svarer at "de er bare til pynt". For en tatovering er bare pynt. En fin tegning, et kunstværk mener nogle, og meningen er for mig, at det skal være pænt.

Hvis motivet drukner i referencer til hændelser, følelser, personer, oprindelse osv. så synes jeg ofte æstestikken er sekundær, og det synes jeg er så synd, når nu det netop er en visuel ting.

Jeg har set ganske lidt af nogle tv-programmer om (kendis)tatovører i Amerika, hvor hele programmet helst fokuserede på en mere eller mindre hjerteskærende historie om hvad de her tatoveringer betød for den nye ejermand. Jeg tror måske sådan nogle programmer pisker en stemning op omkring netop det her tattoo-emne. Eller er det bare mig?