Jeg vil gerne sige en stor tak for alle jeres forstående og opmuntrende kommentarer til mit foregående indlæg. Jeg har lige læst dem alle igennem igen-igen, og jeg bliver simpelthen så taknemlig for, at I bruger tid på mig, og på at fortælle mig hvordan jeres syn på sagen er.
Lige nu er min verden lidt forvrænget og skæv, og det er bare rart at få af vide, at mange mange mennesker faktisk godt vil anerkende at jeg er syg.
At jeg ikke bare er doven og asocial det er lige præcis hvad jeg var ved at bilde mig selv ind, at der var galt med mig.
Jeg er glad glad glad for hver enkelt kommentar, og her får i et samlet TAK!
Jeg har tit en følelse af, at den her blog kan redde mig. At I vil læse med, skrive kommentarer og endda private mails og rose mig, det løfter mig helt op hvor jeg har håb for tilværelsen.
Udover det har jeg mødt nogle fantastiske kvinder gennem blogland jeg ikke ville have kendt til ellers, nogle meget givende bekendtskaber jeg aldrig ville have været foruden.
Midt i sygemelding og social angst møder jeg ikke så mange mennesker, og der kan gå flere dage mellem at jeg egentlig er til stede i virkeligheden. Jeg var som nævnt på ferie i en uge, og det gik egentlig OK selvom jeg ikke kunne overkomme alt det jeg troede, da jeg planlagde ferien som nyforelsket on top of the world.
Jeg skal øve mig i at undgå at være sammen med mennesker jeg ikke føler mig tryg ved, men som typisk flinkeskole-elev fra min generation er det megasvært, og jeg har heller ikke tilnærmelsesvist mestret kunsten endnu. Men nu er det sagt!
Der er så mange ting jeg gerne vil. Jeg vil så gerne lave noget, skabe noget, kreere noget, være noget for nogen og måske udtrykke noget, der giver mening for andre. Jeg har lyst til at brodere, strikke, sy og skrive, og jeg har store drømme om hvad det skal blive til.
Det står i skærende kontrast til virkeligheden, hvor jeg sover 10-12 timer i døgnet for overhovedet at hænge sammen, ser adskillige afsnit Matador (jeg
elsker det) om dagen, og strikker som en gal. Jeg kan ikke overskue at lave et måltid eller tage rigtigt tøj på. Make up er helt udelukket.
Det er derfor meget usandsynligt at jeg får produceret noget lige nu.
Projekt "strikkede puder" jeg blev opmuntret til af så mange rare og velmenende mennesker er gået helt i stå, selvom jeg virkelig gerne vil lave dem, så er det desværre ret angstprovokerende og jeg ligger nogen gange søvnløs bare af at tænke på, at der faktisk er mange der gerne vil have en.
Så bruger jeg den famøse hammer til at slå sig selv i hovedet med.
Det skal vel bare tage den tid, det nu tager. Men lige nu er overblikket over projektet ikke-eksisterende.
Jeg må hellere vise mit neurose-strikketøj, for lidt sker her heldigvis på kreafronten: