fredag den 25. oktober 2013

Hvor skal jeg starte?

Jeg har undgået det, jeg har fortrængt, jeg har ladet det gro til.
Jeg mistede overblikket. Vidste ikke, hvad jeg havde sået.
Lyset trænger slet ikke igennem mere.
Nye vækster overskygger alt det, jeg håbede jeg havde lagt grundlaget for.

Min blog føles som et tilgroet drivhus, jeg bare åbner døren til, kigger fortabt ind i, vender ryggen til og går fra.
Alle de nu fremmede gevækster har for dybe rødder.
Jeg ved ikke, hvordan jeg kan skrive fremover. Tage billeder fremover.
Jeg kan ikke engang huske, hvad jeg bloggede om.
Om jeg skrev, da jeg var syg, om sygdommen, eller om alt andet?
Hvor var jeg?
Jeg ved det virkeligt ikke.

Men jeg er stadig Tante blaa. Jeg lever endnu. Jeg har ikke givet op.
Jeg har bare en ganske anden dagsorden, tilgang og tilværelse nu.

Jeg har primært brugt Instagram som medie. Siden April 2013.
Jeg har delt min 2. indlæggelse, udskrivning og videre forløb på psykiatrisk med verden, og jeg har mødt stor anerkendelse og støtte.
Jeg har også oplevet, at folk bruger mig til at forstå deres psykisk syge pårørende. De skriver, at jeg giver dem et ægte og råt indblik i de tanker, man kan gå med, når man er syg. Andre er oplever at jeg sætter ord på deres følelser. Det er egentlig slet ikke meningen. Jeg er bare helt ærlig.
Jeg skriver tingene, som de er.
Jeg ved godt, det er barskt.
Tårerne triller ned af mine kinder, når jeg beskriver mine billeder.
Jeg er inderligt glad for, at nogen kan bruge det, udover mig.

Jeg arbejder stadig med tekstil.
Jeg tror faktisk, at mit strikketøj har reddet mit liv et par gange da jeg var længst nede. I hvertfald har det skånet mig for selvskade.
Jeg har holdt hænderne igang og hjernen har fået lov at arbejde med det den er bedst til.
Mønstre. Hændernes arbejde. Tankerne er lettere at holde i skak når jeg strikker. De destruktive tanker overtager ikke, og bliver ikke ”virkelighed” så let. Strik er både udviklende og belønnende. Jeg kunne ikke leve uden.

Jeg ved endnu ikke om bloggen går i den ene eller den anden retning.
Men én ting er sikkert; jeg har lært en meget vigtig lektion af Instagram: jeg skriver som det passer mig. Jeg skal ikke opfylde alle de behov jeg tror andre har. Jeg skal lære at smide flinkepigen på porten.
Jeg er mig. Cille. Den blaa tante.
Med ar på sjælen, kjole på, med pinde og garn i tasken.
Jeg er et menneske.
Jeg er ustabil, sensitiv og angst. Men jeg er også viljefast og ærlig.

Jeg håber, I vil følge mig, lige meget om det er for tekstil- eller psykiatrisk indblik.


10 kommentarer:

  1. Åh cille, jeg følger dig og tænker på dig. Det er skønt at høre fra dig igen, og alt det du skriver, er så rigtigt. Gør du som du gerne vil med din blog. Jeg skal nok blive.

    Kh
    Anna

    SvarSlet
  2. Velkommen tilbage. Du er savnet. For dit smukke håndarbejde, dine tanker, din skarpe pen. For dig. Ligegyldigt hvad.
    Kh.

    SvarSlet
  3. Hej Cille
    Jeg holder meget af at følge dig på Instagram og bloggen. Du er uforstilt, sårbar, stærk, ærlig. Jeg har selv en datter med autisme/adhd/spiseforstyrrelse - vi har også "talt sammen" om det på IG.
    Jeg vil gerne dele et blogindlæg med dig, som har betydet rigtigt meget for mig. Det er skrevet af Louise Egelund Jensen, som har aspergers syndrom. Hun modtog for to år siden Autismeprisen for sit arbejde på autismeområdet. Hun har skrevet disse fantastisk kloge ord om stress-sårbarhed og selvforståelse:
    http://salixas.com/Hjemmeside/Blog/Optegnelser/2013/4/1_Da_jeg_blev_sr....html
    Blandt andet siger hun: "Det er meget egoistisk ikke at være egoistisk" - altså: Man skal først og fremmest tage vare på sig selv. Men læs selv :)

    SvarSlet
  4. Hej Cille
    Jeg holder meget af at følge dig på Instagram og bloggen. Du er uforstilt, sårbar, stærk, ærlig. Jeg har selv en datter med autisme/adhd/spiseforstyrrelse - vi har også "talt sammen" om det på IG.
    Jeg vil gerne dele et blogindlæg med dig, som har betydet rigtigt meget for mig. Det er skrevet af Louise Egelund Jensen, som har aspergers syndrom. Hun modtog for to år siden Autismeprisen for sit arbejde på autismeområdet. Hun har skrevet disse fantastisk kloge ord om stress-sårbarhed og selvforståelse:
    http://salixas.com/Hjemmeside/Blog/Optegnelser/2013/4/1_Da_jeg_blev_sr....html
    Blandt andet siger hun: "Det er meget egoistisk ikke at være egoistisk" - altså: Man skal først og fremmest tage vare på sig selv. Men læs selv :)

    SvarSlet
  5. Jeg stak ikke af fra dig på bloggen - jeg følger dig trofast på IG, og jeg tager gerne det hele med...
    For det er dig, mennesket bag begge dele, som gør at det hele er værd at se på...

    Fortsæt du bare, gør hvad du vil, og vær den du er...!

    SvarSlet
  6. Fantastisk skrevet ........livet er en svær opgave at mestre og når man rammes af en psykisk lidelse, gør det det i hvertfald ikke nemmere at mestre. Jeg begyndte at følge dig på Instagram og er først begyndt at læse din blog senere ......det er stærkt og gribende .................... bliv ved så længe og meget du orker og bliv ved med at gribe fat i livet!
    Kærlige tanker
    NoNotYou/KammaMor

    SvarSlet
  7. Fantastisk skrevet ........livet er en svær opgave at mestre og når man rammes af en psykisk lidelse, gør det det i hvertfald ikke nemmere at mestre. Jeg begyndte at følge dig på Instagram og er først begyndt at læse din blog senere ......det er stærkt og gribende .................... bliv ved så længe og meget du orker og bliv ved med at gribe fat i livet!
    Kærlige tanker
    NoNotYou/KammaMor

    SvarSlet
  8. Fantastisk skrevet ........livet er en svær opgave at mestre og når man rammes af en psykisk lidelse, gør det det i hvertfald ikke nemmere at mestre. Jeg begyndte at følge dig på Instagram og er først begyndt at læse din blog senere ......det er stærkt og gribende .................... bliv ved så længe og meget du orker og bliv ved med at gribe fat i livet!
    Kærlige tanker
    NoNotYou/KammaMor

    SvarSlet
  9. Jeg synes du er så stærk og sej Cille. Jeg er fuld af beundring over hvad du kan skabe med dine hænder, men også over hvad du deler med os på Instagram. Det er ikke nemt at kæmpe med en psykisk lidelse og en uforstående omverden og jeg håber sådan for dig at får det godt.
    Jeg har fulgt dig længe på bloggen og siden på Instagram og det bliver jeg ved med:-)
    KH Pernille

    SvarSlet
  10. Som jeg skriver på Ravelry til dig, har det at finde din blog og læse den gjort at jeg tager hatten af for dig. Skønt at læse din åbenhjertige beretning om strik, sygdom, kampe, sejre og ikke mindst at du vil smide flinkepige rollen. God kamp.
    Jeg har nogle billeder af cardigans der måske vil inspirere dig. hvordan kan jeg sende/maile dem? Hilsen Tinne hvis verden først nu er kommet ind i blog verdenen.

    SvarSlet