Igår besøgte jeg strikdesigneren Gitte Lyng i hendes lejlighed-biks-showroom i Aarhus. Baggården syner ikke af meget, opgangen med de gamle slidte trapper er snæver, men når du åbner døren på øverste etage, træder du ind i en anden verden.
Wonder Who er navnet på de unikke håndstrikkede modeller, der sammen med skræddersyede klædningsstykker, udvalgte sko, fine accesories, en masse garnnøgler, katten Freja, og en masse interiør danner den eventyrlige loftslejlighed der engang var et beskidt maskinværksted.
Vi blev budt hjerteligt velkommen og måtte smide vores jakker og tasker i soveværelset og slå os ned hvor-som-helst. "Bare rod alt det I vil!"
Her er Anne, en af mine fantastiske skolekammerater.
Det gamle loft er ét stort rum. De eneste vægge der findes er til badeværelset. Resten er opdelt med lette gardiner og uendeligt mange tøjstativer.
Gitte tænker i billeder, og selvom hun ikke nævnte det i forbindelse med sin boligindretning, ses det tydeligt i de små sektioner rundt omkring i lejligheden.
Der er ting overalt, men det virker ikke rodet.
Garn, blonder og dimser står frit fremme, lige til at bruge, når ideerne kommer!
Strikkemaskine looove! Dette er en grovstrikker fra Brother. En KH 230, hvis jeg ikke tager meget fejl.
Shoppe-paradis for farverige damer!
Tjek lige de blå støvler i højre hjørne, de er såååå fine!
Jeg bruger str. 39 og det er jo snart jul *hint hint*
Det her er lejlighedens entre.
Gitte sad i sit åbne køkken og fortalte om sig selv og sit liv og hvordan hun var nået dertil hvor hun var. Hun fortalte om, at hun som barn var meget alene og gik ind i "sit rum" og fordybede sig i noget kreativt. At hun hadede at gå i skole. At hun havde arbejdet som avisuddeler indtil en hidsig puddel havde bidt hende bagi og hun ved et tilfælde kom til at arbejde for Søstrene Grene, der dengang var en blandet tøj/ting butik.
Hun fik af vide at hun skulle tage en uddannelse, og gik så på HF, men fordybede sig ikke ligefrem i de boglige fag. Til gengæld var hun med i et band, som engang spillede på orange scene på Roskilde Festival og at hun således fik 13 i musik, hvilket løftede gennemsnittet til 6. Hun har aldrig taget en anden uddannelse, men har bare gjort hvad hun elskede at gøre.
Gitte afbryder nogle gange sig selv. "Ej I må undskylde jeg ser så træt ud, jeg har byens største tømmermænd, jeg var til 85 års fødselsdag igår og kom til at sidde ved siden af Onkel Ole på 89, og jeg var godt nok blevet advaret om ham.." Jeg havde ikke bemærket at hun så hverken træt ud eller plaget på nogen anden måde. "Jeg føler mig så priviligeret at være sammen med sådan nogle gamle mennesker, tænk, hvad de har oplevet!" Hun er meget betaget af, at de ældre mennesker har været vidne til den digitalisering vi andre ser som noget naturligt. At de har nogle helt andre værdier og lægger vægt på nogle helt andre ting.
Jeg forstår hende godt. Jeg elsker også at tale med gamle mennesker om hvad de har oplevet. Så mærker jeg virkelig historiens vingesus. Ældre mennesker er så livsbekræftende.
Gitte fortsætter sin historie og fortæller om hvorfor æstetik er så vigtig. Hvor svært det er at retfærdiggøre prisen på en unik, håndstrikket kjole når Bestseller sælger strik-modeller i møg-acryl (undskyld udtrykket) til 399,-.
Det kan være svært at forstå hvordan et lille firma der sælger håndstrik kan overleve i en køb-og-smid-ud-kultur. Gitte tror virkelig på det, og det gør hendes bankrådgiver heldigvis også. Selvom hun aldrig vil låne penge er det svært at få til at løbe rundt. Hun har ikke forstand på økonomi, hvilket nok er et vidt udbredt problem i branchen af små selvstændige kunstnere.
I fortællingen om den systue hun og en anden har startet i Ungarn fokuserer hun på fairtrade, at syerskerne har det godt, og at de sender hinanden blomster og chokolade og er rigtig glade for samarbejdet. En elev spørger, om det løber rundt med sådan en systue, og Gitte sender et stor smil, griner hjerteligt og siger at det har hun egentlig ikke forstand på, det er der andre der har!
Det er inspirerende at møde et andet mennesker, der tager let på tingene og ikke lader bekymringer dræbe et projekt. Hvorfor skulle man det? Det du sender ud i verden kommer tilbage til dig, tror jeg på. Og Gitte siger faktisk det samme flere gange. Jeg kan virkelig godt lide hende. Hun udlever sine drømme, og det er en kæmpestor inspiration for mig, der er lidt en tryghedsnarkoman. Det gider jeg jo egentlig ikke være.
Vi snakker om kundegrupper og hun fortæller at det er alt fra konfirmandinden til den 85-årige dame der kommer for at blive klædt på.
Udvalget er overvældende og hun rådgiver sine kunder til at udvælge 10 kjoler og prøve dem en ad gangen. Og det ender altid med, at det er den første kvinden udså sig, hun tager med hjem og bruger i mange år.
Gitte fortæller at hun bliver lidt spirituel omkring det og tænker nogle gange, at det har været bestemt på forhånd da hun strikkede modellen, at den kvinde skulle komme og finde netop den kjole. Hun griner højt og hjerteligt af sig selv. Men hun siger, at hun tror på engle.
Igen afbryder hun sig selv og siger til mig "det er en fed nederdel du har på, har du selv lavet den?" "ja, tak" smiler jeg (det er sailor-nederdelen fra forleden) Hun fortæller videre om, at man skal se ordentlig ud. At det er vigtigt hvilke signaler man sender. Hun havde engang en praktikant der synes hun selv var verdens største designer, men syede så hurtigt og sjusket en nederdel med forskellige trådfarver og dårligt indsatte lynlåse og ville tage den på til jobsamtale. Hun ryster på hovedet.
Hun er selv autodidakt strikker og designer, men der er orden i sagerne. Når hun nogle gange får pensionerede damer til at hjælpe med at strikke en model, kommer den alligevel altid i hænderne på Gitte selv, som laver det helt færdigt. Hun ved godt, at hun nogle gange laver nogle far out modeller som meget få mennesker kan bære, men det er ligemeget! Det er noget, der skal ud, for at kreativiten kan fortsætte.
Jeg blev fuldstændig opslugt at hendes historie, og følte mig nærmest helt lykkelig. Jeg ville ønske jeg var så frigjort! Andres forventninger, hvad andre tænker og hvad andre ser som "normalt" og "passende" burde betyde meget lidt og ønsket om at være glad i sit eget liv burde fylde meget mere.
Ikke at jeg lader mig styre af normaliteter, men jeg kan da mærke, at det spiller ind.
Tænk, at være så åbenhjertet, at lukke alle mennesker ind i sit hjem. Det er sådan, jeg håber jeg bliver, når jeg bliver voksen/gammel/altså ældre end jeg er nu, ing'?
Gitte nægter at acceptere, at hun har fået konstateret schlerose. "Det kan simpelthen ikke passe!" Og så lever hun sit liv som hun altid har gjort.
Jeg er meget mere autoritetstro end jeg bryder mig om at være, så det overraskede mig, at jeg faktisk støttede hendes beslutning om ikke at tro på lægernes konklusion. Jeg har tendens til at stole blindt på alle med titel og uniform. Gitte siger, at hun godt ved, hun er lidt bims.
Resten af dagen var jeg opløftet og fyldt af ny energi. Det er jeg faktisk stadig. Wauw, det var simpelthen sådan en stor oplevelse!
Om du er bims eller ej, tror jeg du kan få noget ud af at besøge Wonder Who, som har åbent hus hver lørdag fra 12-18.
Jeg har fået fingre i drømmemaskinen, en Brother KH-965i der bare kan det hele. Den er 15 år gammel, så det er ret nyt indenfor strikkemaskiner. 
Jeg har lige afprøvet den og strikket det her stykke på et par minutter. 
Der medfulgte rigtig mange bøger med mønstre osv. dog er meget af det på tysk. 
