Helt for mig selv

Cappucino i selskab med solrige Aarhus og Johnny Cash på iPod'en

 Jeg har været temmelig fraværende på bloggen på det sidste, som du måske har bemærket?
Det har været en lidt omtumlet tid for mig, og for at sige det som det er, så er jeg gået fra min kæreste. Det lyder nok skørt, men det gik op for mig, at jeg har ligeså meget ret til at være glad og have det godt som alle andre mennesker, og at jeg faktisk også havde ret til at forlade ham, for at blive glad igen.
Jeg konsulterede en psykoterapeut og fik nogle sandheder på bordet og nogle verbale tæsk. Det var virkelig hårdt, og jeg blev fysisk syg af det, et par dage.
Jeg har været temmelig u-glad det seneste år og særligt det sidste halve år, men jeg har givet lediggangen og mig selv skylden, hvilket heller ikke er ukorrekt at gøre, men ham jeg boede sammen med, gjorde det faktisk værre, og det ved jeg nu.
Da han sendte beskeden om, at "jeg kunne finde et andet sted at bo, indtil jeg var klar til at snakke" vidste jeg, at nu var det slut. Jeg har levet med truslen om pludselig ikke at have noget sted at bo over hovedet siden den dag jeg opsagde mit værelse, og med et ultimatum der hed "hvis du flytter, er vi ikke kærester mere". Jeg vil ikke trues, jeg vil ikke presses og jeg vil ikke finde mig i, som den eneste, at skulle tilsidesætte mit eget liv, rationere min tid og få ordrer til udførelse af huslige pligter af en, jeg burde være ligeværdig med. Nix.
Jeg tog min taske, et ekstra sæt tøj og min tandbørste og gik min vej.
Såeh, nu er jeg hjemløs og bor midlertidigt på min venindes kollegieværelse, der i øvrigt har den skønneste udsigt over Aarhus.

Jeg mødtes med ham i forgårs, gik en tur sammen, for første gang i mange måneder. Måske et år. Det har jeg manglet da vi var sammen. Vi sad ved søen i skoven, og snakkede indtil det blev mørkt. Pludselig har han forstået, at han har opført sig dårligt overfor mig, jeg har ikke kunnet håndtere det, og vi har kørt hinanden i sænk i en ond cirkel. Jeg skulle have sagt fra for længe siden. Jeg har bare ikke synes, det var muligt. Men alt er muligt, det ved jeg nu!

Jeg ved ikke hvad jeg skal nu. Jeg har tilbragt dagene med at snakke med folk, søge bolig på livet løs, få ro på tankerne og prøve at slippe den knugende angst for ikke at "være tilstrækkelig" jeg slæber rundt på.
Alle mine veninder, klassekammerater og bekendte har været så utroligt søde og hjælpsomme, og jeg er blevet tilbudt mange sofaer, halve senge, luftmadrasser, kram og knus osv. Jeg er virkelig heldig, at have så gode veninder!

Dette var et meget personligt indlæg fra mig. Jeg håber du synes det er OK.
Livet er ikke altid så let, som jeg gerne vil have det til at se ud.