Undtagelsestilstand

Beklager, at jeg har været fraværende og ikke fik udtrukket give away'en i lørdags. Jeg udsætter det til Søndag d. 9. december. (Du kan stadig nå at være med!)

Årsagen er at min kære gamle bedstefar, der har været syg nogle uger. Han fik det værre da han kom hjem fra sygehuset, og nogle dage senere fik jeg besked om, at det var rigtig skidt. Da susede jeg ud ad døren og til Vestjylland, hvor jeg sammen med familien nåede at få 2 timer og 20 minutter sammen med ham, før han sov ind. 84 år gammel. En klog, rar og humoristisk mand.

Ham og min bedstemor ville have haft diamantbryllup i Maj 2013. Og de elskede hinanden til det sidste. Det er fantastisk at opleve og meget opløftende for sådan en kærlighedsforvirret dame som mig.

Jeg har aldrig set nogen dø før. Men vi var der og holdt ham i hænderne, græd, og trøstede hinanden. Jeg mærkede hvordan hånden blev kold. Iltslangen blev fjernet. Jeg gav mit bedstemor et knus. Hun var måske den sejeste af os alle.

Vi gjorde ham selv i stand. Fra at være en syg mand i en hospitalsseng blev han til sit gamle jeg med nyvasket hår, nybarberet, i nystrøget, lyseblå skjorte og bukser med strikket cardigan udover. Lynet halvt op, som altid. Han havde selvfølgelig også bedstemors hjemmestrikkede strømper på.

Jeg friserede hans hår som det altid har været med sideskilning.

Han lignede Ib Mossin som ung og var virkelig et catch, er jeg sikker på! Han har altid været en virkelig flot mand, og det var han også, som han lå der i sengen, der fik hoved- og fodgærde i stedet for hospitals-dimser på.
Hans ur på armen blev ved med at gå. Det var så mærkeligt at se.
En af hans sønner foldede hans hænder og han så så fredfyldt ud. Han havde endda et lille smil på læben, jeg er sikker på det kommer af at have smilet meget hele livet, så ligger ansigtet i de samme folder for stedse.

Bedemanden og vagtlægen kom samme aften og præsten kom næste formiddag. Der er enormt hurtig process når der skal arrangeres begravelse, og det var jeg faktisk ret overrasket over.

I tirsdags blev han så bisat fra den lille landsbykirke hvor han også blev døbt som lille. Kirken var lillebitte, så lille, at kisten ikke kan komme ind, så den stod i kapellet, hvorfra vi så sang en salme og sagde farvel inden rustvognen kørte ham væk.

Der var kaffe bagefter i det lokale forsamlingshus som kun min vestjyske familie kan arrangere det. Lagkage med mængder af flødeskum, gul kagecreme og jordbærsyltetøj komplet med cafeteriakaffe, små kapsler med mælk, hvidt sukker, duge i nervøs velour, boller med rullepølse og fade med vanillekranse. Det er i sandhed en lomme hvor tiden står helt stille. Det har altid været sådan.