Jeg skylder vist en forklaring

Jeg har været meget fraværende på bloggen i alt for lang tid. Men det har jeg faktisk alle steder, for at være ærlig. Fraværende fra mit studie, fra min familie, fra mine venner og egentlig også mig selv.
Jeg ved ikke rigtig hvor tiden bliver af, min hukommelse er taget på ferie, min rummelighed har jeg vist forlagt, mit overskud har jeg glemt et sted og verden går bare videre udenfor vinduet.
For at sige det, som det er, så lider jeg af angst og er tilmed depressiv. Jeg har også social angst eller social fobi, men jeg ved ikke hvordan det hænger sammen. Det er bare lægens første vurdering og jeg er ikke kommet i psykologbehandling endnu.

Jeg har været meget i tvivl om. hvordan jeg skulle håndtere det her iforhold til offentligheden, og jeg ved det stadig ikke, men jeg ved, at jeg synes der skal være åbenhed omkring psykisk sygdom.
Jeg har trods alt 10 års jubilæum i det system i år. Det er virkelig tragikomisk, for jeg røg ud af systemet halvvejs ved kommunesammenlægningen i 2007 og troede jeg kunne klare mig selv, men nu er jeg helt tilbage hvor jeg startede. Jeg har således oplevet hvordan offentligheden reagerer på psykisk sygdom, ja faktisk bare det at jeg siger ordene, helt fra de spæde teenageår, hvor min bedsteveninde tyssede på mig, når jeg sagde "psykolog" til nu, hvor en kampagne for psykiske lidelser hænger i hvert andet busskur.
Det har faktisk været mit vindue til verden i denne tid. Jeg har puttet et logo med "En af os" kampagnen på mit facebookprofilbillede for at fortælle mine venner, at jeg er i den kategori. Måske lidt tamt, men det var hvad jeg kunne overskue.
Det ligger mig virkeligt på sinde, at der skal være mere rummelighed omkring, at alle ikke er supermennesker, der kan klare alt. Det er bare ikke så let, jeg vil selv gerne være wonderwoman, og vil helst fremstå sådan den perfekte hausfrau, dygtig syerske, kreativ strikker, ivrig brodeuse,  fritidskok/bager med et pletfrit hjem og gode karakterer på studiet. Men sådan er det ikke altid i virkeligheden, selvom jeg har virkelig svært ved at indrømme det.
Men nu gør jeg det alligevel.

Jeg ved ikke hvordan det vil påvirke min blogaktivitet fremover, men jeg vil for alt i verden fortsætte med at blogge, og jeg har masser af emner oppe i ærmet, kan I tro. Alt lige fra hofteholdere til broderi, sommerkjoler og you name it. Jeg er stadig mig, og jeg har højst sandsynligt "været syg" i årevis, så forskellen er kun, at jeg er igang med at lære at sige stop når jeg får det dårligt.
Det er megasvært at sætte den grænse.
Og ofte er det ikke muligt; f.eks. en dag jeg fik en dårlig behandling i 7eleven på en togstation, stod jeg og græd på perronen bagefter. Folk har troet jeg var helt gak-gak, men hvad er der egentlig så giftigt ved det? Det er bare følelser, alle har dem.
Jeg har talrige eksempler på tårer i offentligheden, og jeg priser mig lykkelig for, at jeg er opdraget af en mor der altid har sagt at det er OK at græde og vise man er ked af det. Tak mor.

Nu tager jeg lige endnu en pause, for jeg tager på ferie på tirsdag og øver mig i at samarbejde med ham jeg skal rejse med, ikke at stresse, og stoppe heeeelt op når angsten maser sig på. Det er faktisk sværere at holde fri end man skulle tro.