Noget om tatoveringer

Det skal ikke være en hemmelighed at jeg har 4 stk. og at jeg fik den første som 16-årig. (Og ja, min mor vidste det godt)
Det er sandt, at når man først er begyndt er det yderst vanskeligt at stoppe igen. Jeg får trangen med 2 års mellemrum, er for nyligt gået op for mig. Der er nemlig gået 4 år siden jeg fik tatoveringer på fødderne og 2 år siden jeg fik en nederst på maven. Nu er det altså venstre arm der står for skud, min første kropsudsmykning nogensinde der bliver assymetrisk på kroppen. Jeg ved nu, efter de her berømte to års overvejelse jeg også altid anbefaler andre, hvad jeg vil have.

Nemlig en fin trisse med rød tråd på. Hvis det ikke bliver for "gnattet" vil jeg også gerne have tegnet tråden kryds-opvundet, som jeg altid synes er så smuk. Og så nok også en synål. Selvfølgelig i old school stil som jeg elsker og har i forvejen.

Og hvorfor så en trådtrisse? Fordi jeg synes den er så flot. Fordi jeg har syet i en stor del af mit liv. Fordi det er lige mig. Fordi det er et kontrastfyldt statement at have tatoveret noget håndarbejds-agtigt. Ligesom dødningehoveder med feminine sløjfer på hovedet og lange øjenvipper. Og dét at jeg strikker og går til psychobillykoncerter (gerne samtidigt). Præcis den kontrast synes jeg selv er essensen af den jeg er.

Men udover det, så synes jeg den udbredte holdning om at en tatovering skal betyde noget helt specielt er superirriterende. Jeg får nemlig tit spørgsmålet om, hvad den dybere mening nu er med de dødningehoveder, og får et undrende blik, når jeg svarer at "de er bare til pynt". For en tatovering er bare pynt. En fin tegning, et kunstværk mener nogle, og meningen er for mig, at det skal være pænt.

Hvis motivet drukner i referencer til hændelser, følelser, personer, oprindelse osv. så synes jeg ofte æstestikken er sekundær, og det synes jeg er så synd, når nu det netop er en visuel ting.

Jeg har set ganske lidt af nogle tv-programmer om (kendis)tatovører i Amerika, hvor hele programmet helst fokuserede på en mere eller mindre hjerteskærende historie om hvad de her tatoveringer betød for den nye ejermand. Jeg tror måske sådan nogle programmer pisker en stemning op omkring netop det her tattoo-emne. Eller er det bare mig?