Blog170px diy150px tante170px cv170px

søndag den 7. august 2011

Dansk Industrimuseum

I Onsdags puttede jeg manden i bilen og kørte deruda' i det ganske danske land, og turen gik til Horsens, nærmere betegnet Industrimuseet, som jeg helt tilfældigt hørte om, og undrer mig meget over, at jeg ikke har kendt til før. Kære industrimuseum, i skal promovere jer lidt bedre!
På industrimuseet er der, udover en masse gamle, flotte maskiner fra dengang Danmark blev industrialiseret, også danske arbejderboliger fra forskellige årtier. Herover ses køkkenet i 1950'er lejligheden, som jeg faldt helt i svime over. Altså, det var ingen overraskelse, jeg har ønsket mig sådan et køkken i flere år, men tænk at det var lige foran næsen på mig!

1920'er køkkenet var også totalt skønt. Simpelt, måske endda primitivt, men skønt.
Se bare! Den blå tante føler sig ret meget hjemme her.

Jeg var især imponeret over ovne og komfurer i alle lejligheder. Tænk, at det stadig findes!


Dagligstuen (stadig 1920) var også fin. Selv "jeg-kan-kun-lide-sort-læder-og-børstet-stål-kæresten" kunne godt lide tapetet(!)
p.s. men han er vist en lidt dårlig fotograf


Her er 1880'er komfuret. Jeg kan blive helt elektrisk over, at der blev gjort så meget ud af at gøre tingene smukke engang. Jeg elsker de gode gamle dage.


Der var mange detaljer der var i orden på museet;
En god stak Sonja i 1950 køkkenet. Ih! Hvis jeg nogensinde skulle overveje at gøre mig til tyv, skulle det være her! Men jeg vovede ikke engang at røre ved det.


1880'er soveværelset med hjemmesyet madras, højst sandsynligt af hø og kradsuld, store fjedre og en potte til natten, når det var for koldt til at gå ud i gården.


I kældrene var der hhv. vaskerum og das. Her er en rulle fra 1920/1950/1960 opgangen. Tekstilnørden i mig kunne vældig godt lide at der var mange forskellige vaske"maskiner", ruller, presser og vaskebræt samt vasketøj hængt op, inkl. hjemmestrikkede hygiejnebind, i både kældre og i de små nyttehaver.

1960'er lejligheden var også virkelig flot, men det er præcis her min interesse hører op. jeg plejer at sige 1929-1959, og det holder egentlig stik. Men nogengange går det op til 1965-1969, når vi snakker f.eks. større møbler, fjernsyn og musikanlæg.
p.s. se lige min fine nye kjole med jakke og bælte til!

Hvis skulle have et fjernsyn, skulle det være sådan et her! Jeg har nogengange set dem til salg, men kan man mon koble dem til nymodens digitale tv?


Jeg er meget forelsket i denne lyseblå pladespiller.


Endnu et komfur, der er for fedt! Hele 1960'er køkkenet var faktisk ret fedt, men min kjærlighed går alligevel ubetinget til 1950'er lejligheden.

På museet er der faktisk noget for hele familien.
Også de meget store legebørn.


 Der er en butiksgade al'a 1950'erne. Der er radio &-tv but ik, barber, skomager, trikotageforretning, broderiforretning, og en telefoncentral der forbinder alle butikkerne, og man kan således ringe rundt til hinanden.

 Der var mulighed for torpedo-barm, og mellem os, så kan jeg bedre lide disse bh'er end nymodens modeller.


Der er mange velekviperede værksteder man kan se på nært hold. Her er fede trykklodser fra avistrykkeriet.

 Der er en café på museet, hvor der er udstillet fine gamle radiomodeller, og hvor de gamle facadebogstaver fra Arena radio og tv hænger.
Jeg er helt tosset med de komfurer, har du måske gættet. Dette stod udstillet i cafeen.

 I cafeen kan man få kaffe med 2 dele kaffe og 1 del Richs Kaffeerstatning. Jeg købte også en pakke Richs med hjem. Jeg havde engang en fra den gamle by, men jeg har faktisk brugt den op. Ahem.

 Der var også et pengemuseum, en gammel bank med skranke, bankbøger, skrivemaskiner, bankbokse, skrivebord, mødebord og alt hvad man kunne forestille sig. Det mindede mig faktisk utroligt meget om Korsbæk Bank fra Matador. Har du måske nogensinde set et musselmalet blækhus? Jeg havde ikke!
 I banken hang denne fine, simple kalender, som også var up to date, helt bogstaveligt.

Vi nåede slet ikke at se hele museet, og der var også "Klædeskabet" som er tekstildelen af industrialiseringen. Jeg kunne mega-mega-mega-godt tænke mig at arbejde sådan et sted her! Det er så meget mig.
Helt klart et anbefalelsesværdigt udflugtsmål hvis du er bare lidt vild med gamle dage og danmarkshistorien.

12 kommentarer:

  1. En af mine veninder har arbejdet i klædeskabet, de tager imod folk med løntilskud i nakken. :)

    SvarSlet
  2. Ej, der må jeg hen - det ser super hyggeligt ud :)

    SvarSlet
  3. Det er et dejligt sted! Jeg elsker at gå rundt og opdage alle de små detaljer. Min mor boede faktisk i en arbejder bolig tæt på dem de har udstilling i med sine forældre og tre søskende da hun var lille i begyndelsen af 60'erne... Svært at forestille sig 6 mennesker på så lidt plads.

    SvarSlet
  4. Horsens - så skulle du da næsten have været forbi mig (det er kun 20 min. længere syd) :)

    Jeg elsker også industrimuseet, har været der en del gange som barn - og med folker'n. Det er nu en del tid siden jeg sidst har været derude - men jeg vil derud inden slutningen af august for jeg har læst inde på dragt.dk at de skulle have en udertøjs særudstilling lige nu - fik du set den? og er den værd at se?

    Fedt at du fik taget så mange billeder, du skal tage at slæbe kæresten derned til jul - så bliver man fodret med klejner i arbejderboligerne ;)

    SvarSlet
  5. Der skal jeg ned med familien. Vi har en tradition med Den gamle by i Århus, men nu må vi vist udvide med Horsens :)

    SvarSlet
  6. Pille: ja, jeg overfaldt jo næsten den stakkels ekspedient i klædeskabet og forhørte mig om indlevering af varer, ansatte, systue, årstal, autencitet i det opsyede kjoler osv. Heldigvis var hun ligeså nørdet som mig og synes det var fedt at snakke. Jeg spurgte til mulighed for praktik i forb. med min kommende uddannelse,og det lød bestemt som en åben mulighed! Jeg tænker/tænkte også: "hvorfor fanden har jeg ikke været i løntilskudsjob der? ARgh!"

    Line: Ja, det er helt klart anbefalelseværdigt!

    Heidi: Vi undrede os også meget over hvor alle de mennesker skulle være henne! Der var jo kun en dobbeltseng og et lille spisebord. Det er vildt at tænke på!

    Anne: Hvor er du da flyttet hen? Ja, de har en lille sommerudstilling, den er ret lille og rummer kun cirka 10 klædedragter, en masse gamle hvide bh'er og en sjov quiz hvor man skal sætte undertøj sammen med tøj fra de forskellige årtier. :) For at være sød ved Michael tog jeg klædeskabet til sidst, men der var kun en halv time til lukketid.

    Mette b: Den Gamle By er også fantastisk, men det her er en god "forlængelse" deraf! :)

    SvarSlet
  7. Hvor ser det bare fint ud!!! Der MÅ jeg hen en dag!

    SvarSlet
  8. arj tak for inspiration :) der må jeg over! :)

    SvarSlet
  9. Det er nemlig en super fed oplevelse at besøge det. Sikke nogle skønne billeder du har fået taget derinde! :)
    diary.dk

    SvarSlet
  10. Det ser helt fantastisk ud!
    Jeg kan også varmt anbefale Arbejdermuseet i København som beskæftiger sig med lidt af det samme. Rigtig godt!
    Jeg har også været på et tilsvarende museum i Odense, men det var jeg ikke ret imponeret af.

    SvarSlet
  11. Der skal manden og jeg da helt sikkert en tur forbi, når vi kommer på de kanter. Det ser rimelig stort ud?

    Er for øvrigt helt vild med din kjole. Mon du nogensinde har lavet et "velkommen i mit klædeskab"-indlæg?

    - Charlotte

    SvarSlet
  12. Jeg er flyttet ned til 8723, Kragelund - min hjemby. Har afleveret speciale i sidste uge - så der var ingen pointe i at have kollegieværelse længere. Savner Aarhus, og ingerslev bld. Men nu må jeg jo lige se hvor jeg finder job henne, måske kommer jeg tilbage ;)

    SvarSlet