Inden jeg blev sygemeldt fra mit studie nåede jeg akkurat at færdiggøre denne opgave. For at gøre en længere historie spiselig: Aalborg Universitet har en uddannelse inden for mad, design og arkitektur. De havde til opgave at deltage ved et Mad Hatter Tea Party på Oxford University i England, under deres Food and Cookery Symposium. De allierede sig med TEKO, og lod min klasse lave hatte inspireret af Alice i Eventyrland og Nordisk Mad. Det var meget grænseoverskridende at idéudvikle blandt kloge-åger med snurrende foto- og videokameraer og en meget rapkæftet og spids forkvinde. Pyha. Men det lykkedes på en måde alligevel, og jeg nåede deadlinen samme dag og afleverede min tegning.
Vi fik sidenhen besøg af en meget sød og dygtig hattemager fra den kongelige ballet der hjalp os med vores ideer, hvor den ene var mere gakket og langt ude end den anden. Det er utroligt hun kunne forholde sig så proffesionelt og hjælpsomt overfor elever der havde planer om eksempelvis et spisekammer i en høj hat, en mega-blåmusling, en fiskekutter, en kæmpe kagedej med svævende skål over, en rabarberskulptur og en gennemsigtig urtehave med karse på toppen. I guder.
Vi fik sidenhen besøg af en meget sød og dygtig hattemager fra den kongelige ballet der hjalp os med vores ideer, hvor den ene var mere gakket og langt ude end den anden. Det er utroligt hun kunne forholde sig så proffesionelt og hjælpsomt overfor elever der havde planer om eksempelvis et spisekammer i en høj hat, en mega-blåmusling, en fiskekutter, en kæmpe kagedej med svævende skål over, en rabarberskulptur og en gennemsigtig urtehave med karse på toppen. I guder.
Nå-men, jeg gik igang med min hat, der nærmere var en hjelm, baseret på en "mondur" sådan en middelalderlig læderhat.
Så klippede jeg den ud i dobbelt silke med staut imellem og begyndte med pelsen. På selve hovedet syede jeg en blanding af uldgarn, pladevat, mohairgarn i S-form trykket tæt ind under trykfoden.
Så klippede jeg alle løkkerne op og kradsede ulden op med en karte og min stålbørste til mine dansesko.
Da mit uldgarn slap op trevlede jeg en gammel sag op, en halvfærdig strikket trøje der før det har været halvfærdige benvarmede (long time ago) og næsten færdige lårlange strømper.
Således kan gammelt uldgarn dampes op og blive helt som nyt!
Jeg brugte dette til at sy pels på kaninens ører. Jeg viklede det om en stegegaffel og syede imellem gaflens tænder på symaskinen. Så klippede jeg løkkerne op og kradsede ulden op med karten. Der blev en enorm mængde uld-fnuller tilbage. Indeni ørerne tilføjede jeg lidt lyserødt alpacauld. Sådan ser en kanin ud i min verden.
Ørerne afstivede jeg med rigelinebånd og blomstertråd. Det var et hyr at få den lukket og afsluttet rundt i alle kanter men det lykkedes. Jeg var så heldig at min hat blev udvalgt blandt klassens til at blive fotograferet proffesionelt og billedet kom på auktion på Symposiet i England.
Nu har jeg fået billedet og det er med blandede følelser at se andre fortolke mig. Men det er også spændende. Så vidt jeg kan huske har jeg ikke prøvet det før. Der står "Never follow the rabbit" henover billedet. Jeg ville nok have skrevet "Always follow the rabbit" for det er vel der eventyret er. Men sådan er det jo med fortolkninger!
Jeg har hængt billedet op og har kigget på det en dags tid nu. Jeg er faktisk blevet ret glad for det, jeg kan godt lide det fotografiske arbejde der er udført, og jeg kan godt lide den dystre tone. Det havde jeg tænkt mig helt fra projektets start. Og når man tænker på min twistede sindstilstand på daværende tidspunkt kan jeg godt se hvorfor.
