Hej derude på den anden side

Det piner mig, at jeg forsømmer bloggen så meget, som jeg gør lige nu. Det er ikke med min gode vilje.
Jeg er stadig indlagt på psykiatrisk afdeling, og jeg har ingen store fremskridt gjort.

Jeg er kommet over på et andet antidepressivt medikament, der påvirker to signalstoffer i hjernen i stedet for et. Jeg er blevet øget kraftigt i dosis og er nu over den mængde der normalt gives til voksne med svær depression.

Jeg får stadig det samme til at berolige mig om natten, men i dobbelt mængde.

Breaking news!

Der er fundet en psykolog til mig. Der ydes ikke samtalehjælp heroppe. (Der bliver knap nok spurgt til, hvordan man har det. Mærkeligt nok. Jeg kan ikke selv finde ud af at henvende mig, så jeg får ikke så meget "igennem systemet". Jeg er bare i en slags opbevaring, så jeg får mad, søvn, og ikke gør skade på mig selv.)

Men det er godt, at jeg får hjælp udefra.

Det var faktisk den socialrådgiver, som var det eneste tilbud vi fik om hjælp fra Kolding psykiatri da de gav afslag på både psykologsamtale og undervisning i Aspergers Syndrom, der skal have æren. Det er hende, der ihærdigt har ringet, ventet, ringet igen og ikke givet op.

Om den psykolog, har jeg nemlig hørt, skulle være god til "min slags". Han er privatpraktiserende, og vistnok eftertragtet og derfor svær at få fat i.

Men det lykkedes. Endelig. Jeg har manglet sådan en alt for længe.

22. Maj har jeg den første tid. Det er det eneste alting drejer sig om lige nu.
-Samt at finde den rigtige medicin, dosis og sammensætning. 

  

Jeg vil lige benytte lejligheden her, hvor jeg endelig er på bloggen, til at sige tak til dem, der har sendt mig fine ting og sager.
(Med megafrygt for at have glemt nogen. Min hukommelse er fuldstændig lammet.) 

 
Kirsten med bloggen http://kisserlaptern.blogspot.dk/ har sendt mig en dejlig pude med et meget fint kort til. Tak Kirsten, jeg blev glad og overrasket over din fine gestus!  

Det er en pude fra hendes eget http://www.genbrugsdesign.dk/ som jeg bl.a. har spottet forhandlet i Designer Zoo.  

Jeg har også fået en pakke fra Camille fra Rabarberlandet, der indeholdt lækkerier til en Matadornørd som mig.   

Mere om det, en dag jeg også har overskud til at enten få iPhone og computer til at arbejde sammen, eller til at jeg tager nogle billeder med et ægte kamera.  

  

Jeg bruger min iPhone rigtig meget for tiden. Jeg bruger flittigt Instagram, der er overskueligt, selv for mig, der har så lidt overskud, som jeg har. 

Det er desværre også en kilde til dårligt selvværd, når man råt for usødet ser, hvad andre formår og har i deres liv. 

Jeg prøver dog at give en kontrast til den polerede facade og viser mit liv ligeså hyppigt, om så det indbefatter det angstanfald jeg f.eks. lige fik idag, at jeg har fået blomster på stuen, eller at jeg langt om længe har bevæget mig udenfor murene.

Det er jo min hverdag. 

Jeg synes det er vigtigt ikke at blive puttet væk bag indlæggelsens, psykiatriens og tabuernes høje mure.

Jeg er her stadig, om end i en  tyndere, svagere, lettere usoigneret og mere skrøbelig form.
Jeg har stadig min humor og jeg har stadig mine principper. Jeg har stadig håndarbejdet i min sjæl, selvom overskuddet ikke når helt over til strikkepindende hver dag.