Hvor skal jeg starte?

Jeg har undgået det, jeg har fortrængt, jeg har ladet det gro til.

Jeg mistede overblikket. Vidste ikke, hvad jeg havde sået.

Lyset trænger slet ikke igennem mere.

Nye vækster overskygger alt det, jeg håbede jeg havde lagt grundlaget for.

Min blog føles som et tilgroet drivhus, jeg bare åbner døren til, kigger fortabt ind i, vender ryggen til og går fra.

Alle de nu fremmede gevækster har for dybe rødder.

Jeg ved ikke, hvordan jeg kan skrive fremover. Tage billeder fremover.

Jeg kan ikke engang huske, hvad jeg bloggede om.

Om jeg skrev, da jeg var syg, om sygdommen, eller om alt andet?

Hvor var jeg?

Jeg ved det virkeligt ikke.

Men jeg er stadig Tante blaa. Jeg lever endnu. Jeg har ikke givet op.

Jeg har bare en ganske anden dagsorden, tilgang og tilværelse nu.

Jeg har primært brugt Instagram som medie. Siden April 2013.

Jeg har delt min 2. indlæggelse, udskrivning og videre forløb på psykiatrisk med verden, og jeg har mødt stor anerkendelse og støtte.

Jeg har også oplevet, at folk bruger mig til at forstå deres psykisk syge pårørende. De skriver, at jeg giver dem et ægte og råt indblik i de tanker, man kan gå med, når man er syg. Andre er oplever at jeg sætter ord på deres følelser. Det er egentlig slet ikke meningen. Jeg er bare helt ærlig.

Jeg skriver tingene, som de er.

Jeg ved godt, det er barskt.

Tårerne triller ned af mine kinder, når jeg beskriver mine billeder.

Jeg er inderligt glad for, at nogen kan bruge det, udover mig.

Jeg arbejder stadig med tekstil.

Jeg tror faktisk, at mit strikketøj har reddet mit liv et par gange da jeg var længst nede. I hvertfald har det skånet mig for selvskade.

Jeg har holdt hænderne igang og hjernen har fået lov at arbejde med det den er bedst til.

Mønstre. Hændernes arbejde. Tankerne er lettere at holde i skak når jeg strikker. De destruktive tanker overtager ikke, og bliver ikke ”virkelighed” så let. Strik er både udviklende og belønnende. Jeg kunne ikke leve uden.

Jeg ved endnu ikke om bloggen går i den ene eller den anden retning.

Men én ting er sikkert; jeg har lært en meget vigtig lektion af Instagram: jeg skriver som det passer mig. Jeg skal ikke opfylde alle de behov jeg tror andre har. Jeg skal lære at smide flinkepigen på porten.

Jeg er mig. Cille. Den blaa tante.

Med ar på sjælen, kjole på, med pinde og garn i tasken.

Jeg er et menneske.

Jeg er ustabil, sensitiv og angst. Men jeg er også viljefast og ærlig.

Jeg håber, I vil følge mig, lige meget om det er for tekstil- eller psykiatrisk indblik.

Hej derude på den anden side

Det piner mig, at jeg forsømmer bloggen så meget, som jeg gør lige nu. Det er ikke med min gode vilje.
Jeg er stadig indlagt på psykiatrisk afdeling, og jeg har ingen store fremskridt gjort.

Jeg er kommet over på et andet antidepressivt medikament, der påvirker to signalstoffer i hjernen i stedet for et. Jeg er blevet øget kraftigt i dosis og er nu over den mængde der normalt gives til voksne med svær depression.

Jeg får stadig det samme til at berolige mig om natten, men i dobbelt mængde.

Breaking news!

Der er fundet en psykolog til mig. Der ydes ikke samtalehjælp heroppe. (Der bliver knap nok spurgt til, hvordan man har det. Mærkeligt nok. Jeg kan ikke selv finde ud af at henvende mig, så jeg får ikke så meget "igennem systemet". Jeg er bare i en slags opbevaring, så jeg får mad, søvn, og ikke gør skade på mig selv.)

Men det er godt, at jeg får hjælp udefra.

Det var faktisk den socialrådgiver, som var det eneste tilbud vi fik om hjælp fra Kolding psykiatri da de gav afslag på både psykologsamtale og undervisning i Aspergers Syndrom, der skal have æren. Det er hende, der ihærdigt har ringet, ventet, ringet igen og ikke givet op.

Om den psykolog, har jeg nemlig hørt, skulle være god til "min slags". Han er privatpraktiserende, og vistnok eftertragtet og derfor svær at få fat i.

Men det lykkedes. Endelig. Jeg har manglet sådan en alt for længe.

22. Maj har jeg den første tid. Det er det eneste alting drejer sig om lige nu.
-Samt at finde den rigtige medicin, dosis og sammensætning. 

  

Jeg vil lige benytte lejligheden her, hvor jeg endelig er på bloggen, til at sige tak til dem, der har sendt mig fine ting og sager.
(Med megafrygt for at have glemt nogen. Min hukommelse er fuldstændig lammet.) 

 
Kirsten med bloggen http://kisserlaptern.blogspot.dk/ har sendt mig en dejlig pude med et meget fint kort til. Tak Kirsten, jeg blev glad og overrasket over din fine gestus!  

Det er en pude fra hendes eget http://www.genbrugsdesign.dk/ som jeg bl.a. har spottet forhandlet i Designer Zoo.  

Jeg har også fået en pakke fra Camille fra Rabarberlandet, der indeholdt lækkerier til en Matadornørd som mig.   

Mere om det, en dag jeg også har overskud til at enten få iPhone og computer til at arbejde sammen, eller til at jeg tager nogle billeder med et ægte kamera.  

  

Jeg bruger min iPhone rigtig meget for tiden. Jeg bruger flittigt Instagram, der er overskueligt, selv for mig, der har så lidt overskud, som jeg har. 

Det er desværre også en kilde til dårligt selvværd, når man råt for usødet ser, hvad andre formår og har i deres liv. 

Jeg prøver dog at give en kontrast til den polerede facade og viser mit liv ligeså hyppigt, om så det indbefatter det angstanfald jeg f.eks. lige fik idag, at jeg har fået blomster på stuen, eller at jeg langt om længe har bevæget mig udenfor murene.

Det er jo min hverdag. 

Jeg synes det er vigtigt ikke at blive puttet væk bag indlæggelsens, psykiatriens og tabuernes høje mure.

Jeg er her stadig, om end i en  tyndere, svagere, lettere usoigneret og mere skrøbelig form.
Jeg har stadig min humor og jeg har stadig mine principper. Jeg har stadig håndarbejdet i min sjæl, selvom overskuddet ikke når helt over til strikkepindende hver dag.
   

Fagre nye verden

Jeg har lavet en lille himstergims herovre til højre der viser de sidste tre billeder fra Instagram, så der på den måde sker lidt nyt hele tiden, selvom jeg ikke har computer og kamera til rådighed lige nu.

Den har hjulpet mig meget, den der iPhone.
Det er bare smart, når man som mig ikke har fast bopæl, fast internetforbindelse eller fast indkomst lige at kunne have styr på noget alligevel.

-F.eks. at kunne få busplanen så jeg ikke skal satse på der kommer en bus, men rent faktisk vide, at det gør der.
-DSB billetautomat app. Har ikke virket endnu, men jeg håber at kunne slippe for at spurte op og ned af perronerne, trykke febrilsk på elevatorens knapper, få hjertebanken når touchskærmen på billetstanderen igen er i uorden og ryste på hånden når Mastercardet bliver fejllæst for 4. gang.
Og se enden af toget køre sin vej. Velvidende at jeg er i Jylland og der er en time til det næste.
-At have styr på sin menstruationscyklus. Det har jeg aldrig lært. Min hjerne kan ikke strukturere det.
-Se korrespondancen af beskeder og dermed kunne huske hvad det er vedkommende svarer på. Stor hjælp.
-At kunne slå ting op på nettet. Halleluja.
-At have et kamera ved hånden igen. Mit dejlige olympus har ikke været i brug siden November fordi jeg ikke kan finde opladeren. (Bad blogger, bad)
-Startskærmen ser ud, som man vil have det. Jeg har farvekoordineret og sorteret ikonerne efter brug. Er du vimmer, det gør en forskel for mig. Jeg blev lige 12 gange så glad for den telefon, efter jeg havde fundet et roligt baggrundsmotiv og farvesorteret app'sne på forsiden. Den er så dejlig at kigge på.
- Wordfeud. Jeg er nemlig glad for ord. Invitér mig gerne. ciskan@live.dk
-At kunne følge med på mail, facebook og instagram, selvom jeg er indlagt. Så er der knap så stort et skel, når jeg engang skal udskrives.

A'hva? Kære iPhone, har du ikke hørt om Amar? 

Amar-stang? Amar-halshug? Lorteøen? Amar-ikaner? Tssshh.

Jeg vil også benytte lejligheden til at spørge om hjælp.
Jeg har massivt brug for en kalender til at strukturere og planlægge min tid. En som kan "filtrere" hvilke kategorier man vil se. Og eventuelt en som man kan dele visse dele af med andre.
Hvilken kalender app bruger du, og hvorfor?

Moderne mig i et tog, jeg rent faktisk nåede. Tak iPhone.

Min nye tilværelse #2

Som overskriften røber, for dem der har læst første indlæg af samme navn, er jeg indlagt igen. Psykiatrisk. Galeanstalten. Dårekisten, om man vil.

Det skete for en uge siden.
Jeg har ikke så meget at fortælle, andet end at de er søde heroppe. Både de ansatte og patienterne.
Nåhja, jeg har vist egentlig tavshedspligt.

Jeg håber jeg kan være til gavn, forargelse, oplysning og måske glæde, når jeg deler ud af hverdagen her inde fra. 

Mit værelse og morgendug

Ulovligheder

Første anemoner i Marielundskoven, lige ved siden af hospitalet

Udsigten fra terrassen

Strikkelysten kommer ligeså stille igen.

Sommer, kom frit frem.

Før

 Under

Efter

Fra falmet lyserød til sommerlig, klar lyserød.
Så kan sommeren og de åbne sko bare komme an.

Uventet post

Idag fik jeg et sødt brev og tilmed et par øreringe og en halskæde med posten. De kom fra søde Louise's eget smykkeskrin, og jeg synes næsten det er alt for meget.
Jeg blev også rigtig glad for det vedlagte brev der tilmed rummer en hilsen fra fine Laurine, Louises datter, som jeg besøgte på neonatalafdelingen sidste år, hvilket var en stor oplevelse, fordi hun var så utroligt lille, men så utroligt velskabt.
Egentlig strikkede jeg et babytæppe til ufødte Laurine, for lidt over et halvt år siden, da Louise var gravid. Det blev aldrig sendt, for så blev jeg hjemløs, forgældet og siden indlagt... Måske er dette en anledning til at gengælde denne gavmildhed, der netop er overgået mig. Tusind tak, Louise! Du er et dejligt menneske.

Første forsøg med "instacollage". Vil det nogen ende tage, denne tantemodernisering? 

We'll see. Jeg ønsker mig allerede mig iPad.

Den unge dame paa 83

Jeg sidder i skrivende stund med en aflang, flad dims, der klikker når jeg taster hvert bogstav. Hvorfor, fatter jeg ikke. Hverken kliklyden, eller at den er her. iPhone 5. Jeg troede ikke det kunne ske for mig.
Men så gik det altså op for mig, at udviklingen ikke går tilbage igen. Samfundet er allerede indrettet efter dem, der følger med tiden.
Jeg prøver at hægte mig på, prøver at elske mulighederne i stedet for at sige "det er altså for galt. Hvad er der nu i vejen med togbilletter og frimærker af papir?"
Okay, okay. Det siger jeg faktisk tit. Jeg er en sur, gammel dame. Men jeg skal nok blive glad igen.
Jeg har faktisk købt denne moderne dims med henblik på at få styr på mit liv. Blive gladere. Intet mindre.
Det første man som psykisk overbelastet mister, er hukommelsen. Jeg glemmer simpelthen alt. Det er nærmest et handicap i sig selv.
Overblik, struktur, hjælp. Jeg håber denne dyrekøbte, spejlblanke, kridhvide gadget kan hjælpe mig med at huske og planlægge mere. Stresse mindre.
Først og fremmest skal jeg huske at tage den med.
Jeg tager stadig min trofaste Nokia Classic med i tasken af vane.
Skøre hjerne.

Hækl din egen selvbinder butterfly / self tie bowtie

Jeg har hæklet en elegant, sort bowtie til min gode ven, Mr. Gentleman, der havde fødselsdag for nyligt. 

Jeg har lavet en lille opskrift her, så du også kan hækle en fin butterfly til en du holder af, eller måske til dig selv!

Den kan åbnes og lukkes med hægte, både af praktiske og sikkerhedsmæssige (Sshh! Angst, vig bort! Der er ingen der behøver blive kvalt) årsager.  Den kan også reguleres i omkredsen, uden det ses, når den er i brug.

Den er selvfølgelig en selvbinder, for det er det eneste rigtige, hvis du spørger mig. Og hvis du spørger Mr. Gentleman, så skal den også være lidt skæv og se selvbundet ud. 

Here goes:

Du skal bruge: 

- Garn, cirka til p 3. (Jeg brugte bomuld fra Netto, men jeg synes alt kan bruges.) Du kan bruge dine rester, for der går kun 15 gram til (uldgarn er lettere).

- Hæklenål nr 3

- Sytråd

- 25 cm grossgrain bånd ca. 18 mm bred

- 2 regulatorer (8-taller) der passer til båndbredden (bruges også til undertøj)

- Buksehægte

- Synål, lille, spids

- Synål, tyk, u. spids.

Hækl to halvdele således.

Forkortelser:

m = maske

lm= luftmaske

stm=stangmaske

2i1 =hækl 2 stm i 1 m (husk at den første er 3 lm)

Obs: 1. stm på hver række erstattes altid af 3 lm!

½ bowtie/butterfly:

1. Lav en løkke om hæklenålen. Slå 5 lm op.

*Hækl 5 stm, vend.*

Gentag *-* til du har 15 rækker stm.

16. 2i1, 3 stm, 2i1 = 7 m

17. 3 stm, 2i1, 3 stm = 8 m

18. 8 stm

19. 2i1, 6, 2i1 =10 m

20. 2i1, 8, 2i1 =12 m

21. 2i1, 10, 2i1 =14 m

22. 2i1, 12, 2i1 =16 m

23. 2i1, 14, 2i1 =18 m

24. 2i1, 16, 2i1 =20 m

Dette er det bredeste sted

25. 2 stm, spring 1 over, 14 stm, spring 1 over, 2stm =18 m

26. 2 stm, spring 1 over, 12 stm, spring 1 over, 2stm =16 m

27. 2 stm, spring 1 over, 10 stm, spring 1 over, 2stm =14 m

28.2 stm, spring 1 over, 8 stm, spring 1 over, 2stm =12 m

29. 2 stm, spring 1 over, 6 stm, spring 1 over, 2stm =10 m

30. 4 stm, spring 1 over, 5 stm = 9 m

31. 4 stm, spring 1 over, 4 stm = 8 m

Nu tages der ud igen

32. 2i1, 6 stm, 2i1 = 10 m

33. 2i1, 8 stm, 2i1 = 12 m

34. 2i1, 10 stm, 2i1 = 14 m

35. 2i1, 12 stm, 2i1 = 16 m

36. 16 stm

37. 16 stm, klip garnet.

Hæft enderne, men lad den ene ende fra opslagningen blive hængende. 

Vask de to halvdele og lad dem tørre fladt.

1. Smelt enden af grossgrainbåndet, for at forhindre den klippede kant at trevle.

2. Regulatoren monteres ved at folde båndet om midten af 8-tallet, folde den smeltede kant væk fra ydersiden og sy folden på båndet <1 cm="" fra="" k="" ndet.="" p="" sp="" v="">

3. Nu trådes den tilbageblevne garnende med den tykke nål og det andet 8-talsspænde sys på enden af den hæklede del. En flad 0-ring ville være bedre, men det kunne jeg ikke få fat på.

4. Grossgrainbåndet føres nu igennem denne, påsyede ring nedefra op, og føres igennem regulatoren på grossgrainbåndet. Ligesom på en BH-strop.

5. Klip båndet af i en passende længde. 

Hvad er en passende længde? Det bedste er at måle om modtageres hals. Hvis du ikke har muligheden, så prøv at binde butterfly'en eller måle på dig selv. 

Hvis det er helt umuligt, så er mit bud på fotoet ovenfor. Læg en ½ cm til, til ombuk.

Smelt den nu afklippede kant, buk den ½ cm og sy hægten på.

Sy mallen på den hæklede del.

Bind butterflyen som en almindelig sløjfe eller følg anvisningen nedenfor. 

Så er du klar til fest!

(Billede lånt her)

Til den bedste Bedste

Ovenpå den blå påskekylling gav min fars kone mig ideen, at jeg lavede en lidt mere traditionel påskerede til min bedstemor. Det gjorde jeg så. Denne gang en gul kylling i en blå æggeskal. Lidt  påskefarisær er man vel. 

Det er en rigtig fin gaveidé, synes jeg. Den kunne lige samles på vejen, hvor vi stoppede og købte nogle påskeæg til reden.

Begge reder og fugle er hæklet freestyle og med det garn jeg lige havde ved hånden.

"Keep your head up - keep your heart strong"

...således stod der på armen af en pige, der blev tatoveret samtidig med mig igår. "pfff" tænkte jeg.
Jeg har en holdning om, at tatoveringer er pynt, ikke mantraer eller skæbnesvangre livsanskuelser. (Jeg har i øvrigt skrevet et indlæg om tatoveringer her)

Idag vil jeg så skrive et skæbnesvangert indlæg om, hvor håbløs det danske sundhedsvæsen er, på psykiatrisiden. Og hvad er de første ord, der dukker op i mit hoved? "keep your head up - keep your heart strong".

Jeg kæmper med sundhedsvæsenet i disse dage. Det er svært, selv for raske personer. Jeg har fået diagnosen "Aspergers Syndrom". Jeg har stadig ikke forstået eller accepteret det hverken fuldt eller halvt. Jeg laver mest vittigheder ud af det. Det er nok min måde at håndtere det.

Kender du Aspergers Syndrom? Nej? Velkommen i klubben.
Jeg prøver at samle mig sammen, til at forstå det, og tager imod den information jeg finder, men jeg leder ikke selv aktivt efter den mere.
Det gjorde jeg, lige da jeg fik diagnosen af psykiateren, hvilket resulterede i et raseri, jeg aldrig har følt i mit liv. Jeg kogte, og jeg så ikke rødt, som jeg har hørt man gør, men alt blev ligesom sort.
Jeg havde trang til at smadre alt i rummet. Jeg tog i stedet hovedpuden og tæskede døren, skabet og sengen med den. Jeg har aldrig prøvet at være så vred. Trangen til at smadre alting forsvandt ikke, så jeg gik ud på gangen og søgte personale for at få hjæp. Jeg rystede, græd, kogte og var helt underlig følelsesløs i kroppen.
Der var selvfølgelig ikke nogen der havde tid, så jeg blev mødt af en stakkels ergoterapeutstuderende der var yngre end mig selv, der begyndte at "berolige" mig med at der tit blev stillet forkerte diagnoser. Som om det skulle gøre mit liv nemmere med en forkert diagnose. Stakkels pige.

Nu er der gået 3 måneder siden diagnosen faldt og jeg fik det største chok i mit liv. Nogensinde.

Jeg svømmer i breve, brudte løfter og medicin for det ene og det andet.

Jeg hader medicin. Jeg gik med til at prøve det ene præparat, fordi psykiateren forklarede, at jeg ikke ville være i stand til at modtage samtaleterapi i min daværende tilstand. Det havde han ret i. 

Så det var betingelsen. Jeg tog imod antidepressivt for at kunne få den psykologhjælp, som jeg jo synes jeg trænger til, noget så voldsomt.
Men sådan spiller klaveret ikke. Psykiatrien arbejder kun i pakkeløsninger. Ja, du læste rigtigt. Pakkeløsninger. Til mennesker, der er lige så forskellige som ... mennesker! 

Der er desværre ikke en pakke, der passer til mit behov, fik jeg så at vide. 

Jeg troede, jeg havde misforstået det hele. 

Selv de mest hårdnakkede antenneforeninger har mere fleksible pakker, til de selvsamme mennesker.

Psykologen der forestod forsamtalen vurderede at min depression stadig er i så svært et stadie at jeg er indlæggelsesparat. Heldigvis passer min far og hans kone mig hjemme hos dem, så jeg ikke går i hundende. 

Hun kunne tilbyde et forløb der "underviser" mig i min diagnose og lærer mig at håndtere den.

Det virker fjollet, at de kan undervise mig i Aspergers, men ikke tilbyde noget som helst forløb omhandlende Aspergers. 

Og at jeg skulle tale med en psykolog på afdelingen om depressionen alene. 

- Som om, jeg kunne opdele mig i to personer og ordne depressionen som være et normalt fungerende menneske (Aspergers er en medfødt, grundlæggende udviklingsforstyrrelse der gør at verden ser anderledes ud) og ved siden af snakke om aspergers som om jeg havde en normal hverdag og bare skulle lære at håndtere Aspergers i hverdagen - selvom jeg er indlæggelsesmoden og deraf ingen hverdag har. 

Men nuvel, man må tage den hjælp, man kan få. Og heldigvis var det muligt, at det var den samme psykolog der forestod begge dele, så det i praksis kunne komme til at hænge lidt bedre sammen. Jeg undrede mig, men gik lettet derfra, og følte at jeg havde gjort, hvad jeg kunne, for at forelægge min sag.

Dagen efter kom afslaget. Ingen "undervisning", ingen psykologhjælp, ingenting. Men jeg skulle sættes op i medicin. Dér væltede verden for mig.