tirsdag den 5. februar 2013

Jeg lever stadig...

Efter to uger uden for hospitalets mure lever jeg endnu, trods bloggen har tydet på noget andet.
Status:
Jeg er medicineret, jeg er træt og jeg drømmer mærkelige ting om natten.
Jeg kan ikke huske, hverken hvor jeg satte min kaffekop, eller hvad der skete sidste år, eller hvad dag det er, og det irriterer mig voldsomt.
Jeg kan heller ikke forstå, hvorfor skabe og skuffer hele tiden står åbne...og så kommer jeg i tanker om, at jeg ledte efter et eller andet vigtigt, jeg ikke kan huske hvad var.
Jeg mister tit balancen. Jeg fumler og taber ting. Meget non-lady-like.
Jeg har ikke så mange synsforstyrrelser som før, til gengæld hører jeg endnu dårligere end jeg plejer.
Jeg har ingen appetit, og jeg har meget svært ved måltider og alt hvad der dertil hører af fællesskab omkring madlavning og opvask.
Jeg er stadig 8 kg under min normalvægt.


MEN jeg lever! OG jeg strikker! OG jeg syr! OG jeg har været ude i verden på egen hånd:

I torsdags overraskede jeg venner og herrebekendtskab på Dineren, og selvom jeg rystede af skræk og nervøsitet til at starte med, gik det godt.
Fredag endte jeg med grædende at forlade to cafeer og en housewarming, såeh, ikke en udpræget succes.
I lørdags var jeg i Herning til MGP for at heppe på mine to papkusiner der deltog med sangen "Følelser", som jeg oprigtigt synes er megagod.
Det kræver beroligende/antipsykotisk medicin og masser af hvile at være steder, hvor der sker så meget. Lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, at det nogensinde bliver bedre. Men det gør det forhåbentlig.

Min søster og Jeg smækkede lige nogle hårnåle, noget mascara og en rød læbestift i hovedet, og så var vi klar til den røde løber i Boxen. Det er første gang jeg havde make up på siden November, tror jeg.

2 kommentarer:

  1. Læbestift pynter jo altid.
    Da jeg var nede med flaget, sagde fagforeningskonsulenten til mig, at jeg skulle huske at gøre noget ud af mig selv. Det kan jeg godt forstå. Jeg havde lignet udskidt æblegrød de første gange jeg så hende.

    Varme hilsner Kirsten

    SvarSlet
    Svar
    1. Hold da op, det er godt nok risikabelt at smække sådan en linie i hovedet på én, der har det svært. Det kan gå begge veje.
      Hvis det var mig havde jeg nok smilet og sagt "ja det har du ret i" og så sat mig til at tude på trappen bagefter.
      -Og endnu mere ligne noget, der er løgn.

      Men det er jo rigtigt, selvom jeg ikke har overskuddet til at gøre noget ud af mig selv, eller så meget som tage et bad, så er det jo rart, når det er gjort.
      Når man føler man møder verden som den, man var.

      Slet