fredag den 23. november 2012

Shopaholic i Sønderjylland

Haderslev er en ganske udmærket by at handle i. Der er også fine bygninger at kigge på. Jeg tog en tur til det sønderjyske i tirsdags med en garnbutik som eneste punkt på dagsordenen. Garn fik jeg, også mere end nødvendigt, jeg flottede mig nemlig og købte 3 fed af Drops' lækre "Lace" kombineret af babyalpaca og morbærsilke i en meget tynd tråd. Der står p 3 mm, men jeg vil sige 2 mm, med andre ord, perfekt til strikkemaskinen!

Jeg har længe ønsket mig en rød cardigan. Jeg har p.t. kun blå, 2 sorte og en hvid. Til gengæld temmelig mange blå. Det har været svært at finde en rød der klædte min hudfarve men ikke var julerød. Denne er den helt rigtige, lidt kolde, gammeldags rød. Og kvaliteten er helt fantastisk lækker.

Lige nu og resten af 2012 er der minus 25% på alt alpaca fra Drops, synes jeg I skulle vide! Kvaliteter, tilbud og forhandlere findes på www.garnstudio.com. Der er også gratis opskrifter. Helt klart anbefalelsesværdigt! Og de 25% er da værd at tage med.

Jeg nåede også at gå i 5 genbrugsforretninger. 3 af dem lå som perler på en snor tæt på busstationen, og da jeg forvildede mig ad mange forskellige gader for at finde den der omtalte garnbutik, stødte jeg på flere gennere.
Jeg så endda en mere da jeg kørte derfra med bussen igen.
Frelsens hær er ikke anbefalelsesværdig, men ellers synes jeg det var en god genbrugsby.
Jeg fandt både silkeundertrøje, guldglimmertop, leopardbælte, bordeaux velournederdel (meget flot, men for stor), skjortebluse med perlemorsknapper, et meget fint lommetørklæde, og som gave til min gode veninde et tørklæde med guldstriber og et bredt guldbælte af læder.
Man fornemmer en vis guld/glimmer mani? Jamen, det tager helt overhånd for tiden.

I en afdeling for "store piger" fandt jeg en gammel kimono med et guldbroderi på ryggen. Den  passer mig rigtig godt og jeg har savnet en morgenkåbe, så den er bare et hit! Desværre dryssede en del af "guldet" af broderitråden da jeg vaskede den. Jeg tror den er ældre end man lige skulle tro.

I en mærkelig marskandiser rodet til af 50% crap og 50% fine sager faldt jeg over det kisteformede spejl og sparegrisen i sølvplet. Jeg gik forbi i første omgang, fordi jeg troede det ville være dyrt sådan et sted, men jeg fik det ned i 50kr for begge dele!
Det kunne jo godt være jeg skulle til at benytte den en sparegris..ahem. Jeg har levet stort set uden en krone på lommen i et halvt år, så jeg kan slet ikke administrere pludselig at have overskud!

Nå, men, dét jeg egentlig skulle købe var faktisk bare helt plain sort "Babyalpaca Silk" fra Drops til mit nyeste projekt, som det kriblede for at begynde på. Jeg er gået igang med en islænder alá Cille. Hvis du kan gætte hvilket mønster jeg lister ind i det klassiske stribede bærestykke, sender jeg et luftkys. Ama'r halshug, det gør jeg!

tirsdag den 20. november 2012

Forskud på julens glæder

I søndags tilbragte jeg eftermiddagen med en flok skønne damer på Cupcakefabrikken. Denne gang var det ikke cupcakes men peberkager der blev bagt og pyntet. På billedet ses dem jeg nåede at pynte, jeg har cirka tre gange så mange uden glasur. Typisk mig at nusse rundt frem for at få lavet noget færdigt.

Jeg fotograferede ikke selv på dagen, da jeg endnu engang kunne konstatere at mit elskede Olympus i sin afpillede pragt end ikke kan hamle op med nutidens indbyggede mobilkameraer der er repræsenteret ved enhver sammenkomst. Jeg vil derimod linke til nogle fine blogs jeg lærte at kende i søndags der har nogle gode fotos fra dagen! F.eks. Midtimellem og Leizys Barslerier.



Vores skønne værtinde Julia havde sørget for en goodiebag som overraskelse.Er du vimmersvej en dejlig pose med lækkerier. Det var fuldstændig som juleaften!
Jeg føler jeg både har fået julegaver og vundet mandelgaven. 

Der er noget helt specielt over at møde folk der også er bloggere. Det er som om man kender hinanden i forvejen og behøver ikke først finde ud af hvem hinanden er og om man har fælles interesser.
Jeg vil meget varmt anbefale alle at tage til blogtræf, eller tage initiativ til et. Jeg har lært nogle af de sejeste mennesker at kende, jeg ikke ellers ville have mødt.

torsdag den 15. november 2012

Fra hospital til hospital

(Billede lånt her)

Idag har jeg været på hospitalet for at få taget blodprøver og en hjerte-etellerandet-prøve med elektroder på hele kroppen. Så der er noget praktisk ved at have strømper i hofteholdere - når der skal elektroder på anklerne, selvfølgelig! Jeg fik også taget en blodprøve.
Typisk mig, så faldt jeg i snak med sygeplejersken, der var tidligere syerske, og vi snakkede indtil min arm var helt blå.
Jeg skulle have tjekket mangel af vitamin og evt. stofskiftesygdom, da disse kan øge muligheden for at blive ramt af angst og depression.
Undersøgelserne skyldes, at jeg var på sygehusets psykiatriske afsnit igår til den første af en række afklarende samtaler med en psykolog, der skal finde ud af hvordan jeg kan hjælpes. Min tilstand forværres, jeg er mere deprimeret og modløs, jeg er meldt helt ud af studiet og jeg har ansøgt om sygedagpenge. En rigtig øv-situation.
Igår var jeg også forbi Holstebro sygehus, hvor min bedstefar lige er blevet indlagt. Jeg bliver altid ked af at se ham sengeliggende, selvom han stadig er ved sine fulde fem og i godt humør. Nogle gange kan min hjerne simpelthen ikke acceptere at livet ikke varer evigt. Jeg er så heldig at have begge mine bedsteforældre + en meget ungdommelig mormor endnu, og jeg havde to oldemødre indtil jeg var 14, og den anden oldemor til jeg var 17 eller 18.

Jeg regner også selv med at blive en gammel og glad dame. Med en masse katte og skøre strikkeprojekter. Men hey, så mangler jeg jo bare kattene og at være glad!

tirsdag den 6. november 2012

Mangler du en sofa?


Jeg ville gerne skrive et fyldestgørende indlæg om hvad der sker i mit liv, men det kan jeg ikke lige nu.
Men jeg kan sige, at jeg står i den situation at jeg har tømt min lejlighed og fundet en lejer for en måned siden. Jeg regnede med overtagelse d. 1. November og lejer ville købe min sofa og nogle andre småmøbler ved overtagelsen.
Min udlejer, som åbenbart er mere uintelligent end hvad nogen der kommunikerer med mennesker burde være, havde dog forhindret at hun flyttede ind men ikke henvendt sig til mig. Og så løj han om det og så ville han have penge for November også, og ih, hvor kan jeg ikke klare mere usikkerhed i min situation.
Summen af kardemommen: Det er kun sofaen der står tilbage, og jeg skal af med den hurtigt så jeg kan komme ud af lejligheden og væk fra den utilregnelige ignorant, der kalder sig udlejer.

Den skal bare afhentes og jeg sætter prisen til 400 kr (Selvom banansofaer i god stand ofte går for mindst 1000,-)  Her er en annonce på DBA. Så hvis du kender nogen der kender nogen der kan bruge en charmerende lille sag som denne, må du meget gerne sige det videre!