lørdag den 29. september 2012

Bind en blomsterkrans


Igen har jeg været så heldig at få en buket blomster. Det eneste problem er, at de visner mens jeg er væk, for jeg er næsten aldrig hjemme. Jeg har fundet løsningen! Tag blomsterne med på hovedet:



Lav en krans af kraftigt ståltråd (elefanttråd) der passer til dit hovede. Vikl almindelig ståltråd omkring samlingen for at afslutte den holdbart og uden "stikkere" der river i håret.



Skær blomsterne af med 5-7 cm stilk. Lad også gerne lidt blade blive på.
Skær blomsterne så sent som muligt, så de holder sig pæne længere.


Arrangér blomsterhovederne rundt om stålkransen for at have idé om start- og slutpunkt.
Jeg havde kun 10 roser, så jeg lavede ikke en hel blomsterkrans.
Jeg havde 4 i hver side der pegede ind mod midten, og på de to midterste flækkede jeg stilken med urtekniven og viklede hver halv stilk hver sin vej rundt om kransen, så de kunne pege mere fremad. 
Begynd så at vikle ståltråd og krans og stilke. Vær omyggelig med at arrangere blomsterhovederne som du vil have dem, det er ikke til a fifle med bagefter.


Det blev lidt som et diadem sammen med min stort opsatte frisure.
Den holdt i omkring 6-7 timer. Men jeg synes faktisk også blomsterne var rigtig fine efter de var faldet lidt sammen. Lidt blødere i udtrykket med stadig flotte i farven.

(Kjolen har den skønneste Lousie fra "Garn og Gammelt" fundet til mig, den er bare perfekt! Den er snart slidt op, men den kalder på at blive reproduceret, for den er bare så god)

Og hvad lavede jeg så med blomster i håret hele dagen? Jeg tog en smuttur til hovedstaden, nærmere bestemt kødbyen, hvor et af mine absolutte yndlingsbands spillede. 


Nemlig Hola Ghost, som jeg er heeeeelt vild med. De var kun opvarmning, men det var nu dem, jeg bedst kunne lide. Hovednavnet var The Quakes.
Jeg har jo en meget stor svaghed for Psychobilly. Især dem der Nekromantix som det hele startede med for mit vedkommende. Så er det jo dejligt at opleve Hola Ghost, hvor to af de tidligere medlemmer af Nekromantix optræder. Hurra!


Se bare her. Seje gutter. Åh hvor jeg bare elsker det der horrorunivers. Matcher måske ikke så godt med blomsterkransen, men sådan er jeg jo.

fredag den 21. september 2012

Strikkebøf


So long, Marshall! Endelig har jeg fået strikket hørebøffer.


Masser af glamour!



(begge sider er en højre - et lysende klart kvalitetstegn)


Det startede med denneher lyseblå plastikherlighed. En herlighed som min dejlige veninde Hanne har hjembragt fra sommerferie. Jeg byttede mig til dem for noget garn, for jeg kunne hurtigt se potentialet i denne høretelefonmodel, da jeg har drømt om at strikke et betræk i omtrent 3 år. Jeg begyndte faktisk at strikke rundt om ledningen med strikkelise på mine gamle Sennheiser px 100, men da jeg nåede til "splittet" blev det lidt noget juks og jeg lagde det til side, og der lå de så, næsten til garantien udløb. Typisk mig. Da jeg investerede i Marshall, var det fordi jeg ikke kunne finde nogle der var ideelle at strikke på.




Disse her er ideelle fordi selve bøffen er til at tage ud af den bøjle der holder den, og puden derpå tilmed er lige til at pille af. Jo mindre der skal integreres i strikketøjet, jo bedre. 


Jeg forsøgte først at lave hjerter på alverdens måder der skulle sidde udenpå bøffen, hvor der i forvejen er en lille bule, hvor den omvendte dråbeform er. Men det måtte jeg droppe, og gå tilbage til min oprindelige idé med at strikke rundt.



Jeg strikkede rundt på strømpepinde nr. 4,5 med "Peru Wool" fra Grønhøj. Jeg har haft mange overvejelser - ligesiden det første forsøg faktisk - om materialer. Acryl er ikke til at have på. Bomuld bliver beskidt og slattent. Hør er stift, silke er for sart, uld bliver varmt og måske smudset. Så ulden er en satsning, og jeg må se hvordan det går. 

Hvis du også vil prøve, så har jeg nogle råd til dig:
Jeg lavede en strikkeprøve og målte masker og pinde pr. centimeter. Så målte jeg ørebøffens diameter og omkreds.

Radius =  Antal pinde der skal tages ud på.
Omkreds = det antal masker der skal tages ud til.
Der strikkes en cirkel indefra og ud, så nogle omgange til kant og derefter en cirkel udefa og ind.

Jeg strikkede rundt med 8 udtagningsbaner på følgende måde:
Slå 8 m op, strik 1 p ret mens de fordeles på 4 pinde.
Strik kun ret .
Strik rundt med den femte pind og tag ud i hver maske.
Strik en omg uden udtagn. 
Tag ud i hveranden m på næste omg. = 8 udtagninger.
Strik nu videre rundt, tag ud 8 gange på hver anden omg. så udtagningerne ligger lige over hinanden.
Husk at strikke hveranden omg uden udtagning. 
Når antallet af masker ifølge omkredsen er nået eller cirklen er stor nok, strikkes en omg uden udtagning til kant.
Jeg strikkede derpå en omg, hvor jeg strikkede ledningen til hovedbøjlen ind mellem to masker. Det kunne jeg godt, fordi den var så tynd.
På den anden bøf , hvor ledningen til jackstikket var, strikkede jeg to masker sammen, lagde ledningen ved siden af den netop strikkede maske og slog om pinden, hvorefter jeg fortsatte som ellers.
Jeg strikkede 4 omg (inkl ledningerne) uden ud- eller indtagning, før jeg begyndte at tage ind 8 steder igen.

Jeg fordelte maskerne så det passede nogenlunde med udtagningerne fra den første cirkel.
Så strikkede jeg efter samme princip som den første cirkel, men nu med hele badujlen hængene og dingle mens jeg strikkede. 
Jeg strikkede 2m sammen, 8 gange fordelt ligesom udtagningerne.
Derpå hveranden omg uden indtagning, og hveranden med 8 indtagninger indtil jeg havde 16 m tilbage. Så strikkede jeg 2 sm hele vejen rundt, uden den sidste mellemliggende omgang uden indtagninger.
Jeg brød garnet, og trak enden igennem de 8 m, og hæftede.


Jeg endte med at sidde flere timer på yndlingskaffebaren, fordi jeg ikke kunne slippe det igen.

Strik og god musik; min lykke er gjort!

Den sidste gentleman?







Min gode ven og dansepartner, Kenneth overrakte mig i weekenden en gave, pakket ind i lyserødt silkepapir med blå silkepapirsrose på. Det er Kenneths "varemærke", de roser, de er der altid til fødselsdage og andre fester. Og når bordet ryddes efter en middag, er der bombesikkert en serviet-rose ved hans plads.

Kenneth er fotonørd, filmnørd, spilnørd og altså også dansenørd.
Fotonørden kommer nok mest til udryk i denne gave, for den bestod af en megasmart klo til kameraet der kan gribe fast alverdens steder. Jeg har jo svært ved at tage billeder af mit tøj jeg skal vise her på bloggen, men nu er det muligt med self-timer og kloen. Supergod gave! "Til bloggen der har alt" stod der på kortet. Og selvfølgelig i pink, som alt mit andet gadget-dims også er.

Der var også et foto han har knipset, da vi var på tur til Roskildes amerikanerbiltræf på dyrskuepladsen i sommers, fremkaldt i sort/hvid på sølvskinnende papir. Det er mig og herrebekendtskabet. Er det ikke et godt billede? Ekstra supergod gave! 


Kenneth er ikke en mand af få ord, og han skriver løs når han skriver mails, facebook og altså også i kort. Jeg har opfordret til at bruge ordstrømmen på en blog om film, spil eller måske om fotografering, om udstyr og gadgets, for det er ikke så lidt han ved. Eller bare det hele!
Er det bare mig, eller mangler der mandlige bloggere - eller er det bare fordi jeg ikke interesserer mig for film og spil?
Der er håb, damer, der findes stadig en ledig gentleman derude.

Kustom dørklokke




Jeg eeeelsker når hverdagsting får udtryk.

torsdag den 20. september 2012

Johnson Originals




Jeg er opdraget med at gå i ordentligt fodtøj. Min mor har spenderet gode sko hele min barndom og formanet mig om at vælge genbrugens allerede tilgåede sko, hvor flotte de end er. Det stoppede brat da jeg flyttede ud og købte sko selv. 13 år gammel.
Men jeg har alligevel lært noget, og virkelig manglet nogle ordentlige hverdagssko i årevis, har bare ikke kunnet finde nogle jeg kunne lide, eller haft råd. Nok nærmest det første, jeg vil hellere undvære, end at gå sko, der ikke er som jeg vil have dem. 

Men kommer tid, kommer råd, da jeg var til Rockabilly Rave i England i sommers var der en skomager med speciale i reproduktion af gamle skodesign. Han havde et helt bord med nedsatte 40'er wedges i klare farver, og alle de engelske, dullede piger havde dem på.
Jeg ved ikke om det er den skandinaviske minimalisme der endelig har berørt min livsstil, men jeg var meget mere til de helt simple, ensfarvede basissko. På det lidt dyrere bord. De viste sig at være en replica af de engelske dame-militærsko fra 1935-1945. Han havde ikke en str. 6 med, da jeg spurgte efter den, men jeg prøvede nogle andre og han sagde "I don't have a six, I'll just make it for you and call when it's finished". Jeg prøvede at forklare at jeg ikke havde så mange penge på kontoen, og jeg først skulle spare op. Det skulle jeg ikke bekymre mig om, jeg kunne bare betale når jeg havde råd. Og vupti, så havde jeg vistnok bestilt sko! 

Efterfølgende tænkte jeg, at jeg jo faktisk har ønsket mig netop de her sko uden at vide det helt bestemt, det er jo dem jeg har broderet på mig selv på headeren her på bloggen!

Nu har jeg så fået dem tilsendt, og de er så gode og fine. Det er første gang jeg ikke har fået vabler og flænsede hæle af sko jeg går længe i. Sålen var af flot kernelæder, og jeg var så ivrig efter at tage dem i brug at jeg helt glemte at fotografere sålerne inden deres jomfrurejse ud i Hernings grå pragt. De var ellers fine og originale at se på. 
Men hvad med originaliteten, skal man bevare eller bruge? Jeg regner med at slide dem op resten af mit liv, så jeg har ofret en forsåling. Min første tur til en skomager i mit liv! Jeg har absolut ingen penge, men sko måtte jeg jo have på fødderne, så måske fornægter opdragelsen sig ikke alligevel. Men er det synd at forny øjensynligt? 

tirsdag den 11. september 2012

60'erne i nye klæder

Gammelt tøj har den højst skattede modeplads i mit hjerte.
1940'erne er min favorit, men 1930'erne og 1950'erne er lige i hælene.
1960'erne har jeg aldrig heeelt fanget mig ligeså meget. Men jeg var alligevel lidt in love da jeg fandt denne dragt  i skarp blå (sammen med 3 kjoler) 5 minutter før lukketid i den lokale genbrug og bare købte bunken uden at prøve det rigtigt på.
Nederdelen sidder perfekt! Jakken var en stor, underlig kasseform. 100% sikkert fra 1960'erne. Farven og de kraftige stikninger gav lidt af den "de glade 60'ere" feel jeg trods alt godt kan lide. Jeg sprættede ærmerne af og syede jakken ind i siderne. 8 cm i alt foroven og forneden, 15 cm i tajen. Ærmerne er da for store til kuplen når omkredsen af kuplen er reduceret, men det lykkedes mig at fordele mervidden med to rynketråde som "hold" i ærmet, der giver det smukke skulder-hold der er i fint tøj.


Jeg flyttede også knapperne en hel del for at få resten af vidden fordelt og få taljen markeret yderligere.
En pæn spadseredragt har været et stort, stort ønske i årevis, og selvom dette ikke opfylder lige netop den drøm er det et skridt på vejen.
Dragten er stadig 60'er når vi snakker farve, knapper, stikninger og materiale. Men pasformen er nutidig og mere klædelig på mig.
Jeg elsker sæt og ting der matcher.
Jeg hørte engang Uffe Buchard udtale at det var ret mormor-agtigt at farve-koordinere alt i sit aoutfit. Jeg blev faktisk ret glad.

Totalt handywoman.


lørdag den 8. september 2012

Bøjle med klemmer



Jeg har lavet denne bøjle med klemmeophæng til at tørre tøj på i brusekabinen. F.eks. mine nylonstrømper  jeg håndvasker og som fleksibel buksebøjle til når jeg lader rundskårne nederdele og skørter "dryppe".
Altid skønne Professorinde Ella Lund har præcis samme forslag!





fredag den 7. september 2012

Kanin til fri fortolkning


Inden jeg blev sygemeldt fra mit studie nåede jeg akkurat at færdiggøre denne opgave. For at gøre en længere historie spiselig: Aalborg Universitet har en uddannelse inden for mad, design og arkitektur. De havde til opgave at deltage ved et Mad Hatter Tea Party på Oxford University i England, under deres Food and Cookery Symposium. De allierede sig med TEKO, og lod min klasse lave hatte inspireret af Alice i Eventyrland og Nordisk Mad. Det var meget grænseoverskridende at idéudvikle blandt kloge-åger med snurrende foto- og videokameraer og en meget rapkæftet og spids forkvinde. Pyha. Men det lykkedes på en måde alligevel, og jeg nåede deadlinen samme dag og afleverede min tegning.
Vi fik sidenhen besøg af en meget sød og dygtig hattemager fra den kongelige ballet der hjalp os med vores ideer, hvor den ene var mere gakket og langt ude end den anden. Det er utroligt hun kunne forholde sig så proffesionelt og hjælpsomt overfor elever der havde planer om eksempelvis et spisekammer i en høj hat, en mega-blåmusling, en fiskekutter, en kæmpe kagedej med svævende skål over, en rabarberskulptur og en gennemsigtig urtehave med karse på toppen. I guder.

Nå-men, jeg gik igang med min hat, der nærmere var en hjelm, baseret på en "mondur" sådan en middelalderlig læderhat.




Så klippede jeg den ud i dobbelt silke med staut imellem og begyndte med pelsen. På selve hovedet syede jeg en blanding af uldgarn, pladevat, mohairgarn i S-form trykket tæt ind under trykfoden.



Så klippede jeg alle løkkerne op og kradsede ulden op med en karte og min stålbørste til mine dansesko.
Da mit uldgarn slap op trevlede jeg en gammel sag op, en halvfærdig strikket trøje der før det har været halvfærdige benvarmede (long time ago) og næsten færdige lårlange strømper.





Således kan gammelt uldgarn dampes op og blive helt som nyt!
Jeg brugte dette til at sy pels på kaninens ører. Jeg viklede det om en stegegaffel og syede imellem gaflens tænder på symaskinen. Så klippede jeg løkkerne op og kradsede ulden op med karten. Der blev en enorm mængde uld-fnuller tilbage. Indeni ørerne tilføjede jeg lidt lyserødt alpacauld. Sådan ser en kanin ud i min verden.
Ørerne afstivede jeg med rigelinebånd og blomstertråd. Det var et hyr at få den lukket og afsluttet rundt i alle kanter men det lykkedes. Jeg var så heldig at min hat blev udvalgt blandt klassens til at blive fotograferet proffesionelt og billedet kom på auktion på Symposiet i England.

Nu har jeg fået billedet og det er med blandede følelser at se andre fortolke mig. Men det er også spændende. Så vidt jeg kan huske har jeg ikke prøvet det før. Der står "Never follow the rabbit" henover billedet. Jeg ville nok have skrevet "Always follow the rabbit" for det er vel der eventyret er. Men sådan er det jo med fortolkninger!


Jeg har hængt billedet op og har kigget på det en dags tid nu. Jeg er faktisk blevet ret glad for det, jeg kan godt lide det fotografiske arbejde der er udført, og jeg kan godt lide den dystre tone. Det havde jeg tænkt mig helt fra projektets start. Og når man tænker på min twistede sindstilstand på daværende tidspunkt kan jeg godt se hvorfor.